Ryk direkte i fængsel

 

Det er ved at være 4 uger siden, at jeg flyttede ind med min virksomhed heroppe på Fængslet.

Det er altid mørkt når jeg går hjemmefra, og det bliver ved med at være en lidt speciel følelse at komme herop på toppen af bakken, hvor de gule mure rejser sig massivt foran én.

Der er pigtråd på murene og tremmer for vinduerne. Bygningen er en massiv kollos – men den kæmpestore grønne port står (heldigvis) altid åben på vid gab.

Når man kommer inden for dørene er her en blandet stemning af noget hvidt og stringent – og noget råt Alcatraz på samme tid.

Jeg sidder hér og skriver til dig lige nu. Lige ved siden af den grønne plantevæg, og med udsigten ud i fængselsgården og de sekskantede tårne:


Jeg har tænkt en del over, om det er totalt misvisende at sætte sig selv bag tremmer på den her måde – når man er sådan én, der bliver drevet af frihed?

Nogle gange går jeg forbi de tomme celler, hvor mennesker har siddet spærret inde – og spekulerer over, om kreativitet kan holde til at blive fængslet og sat i bås?
Om jeg kan holde til at være i et hus, der har indeholdt så meget smerte, så meget destruktivitet?

Men måske er det derfor, det er vigtigt jeg er her – for at bløde tingene lidt op.
Skabe noget med glæde og omsorg. Ændre på energien fra hårdt til blødt. Ændre stemningen fra rå til rar.

Men derudover er kaffen varm og god (og DET skal man altså ikke kimse af!)
– og ud over mig, sidder her også en flok arbejdsomme iværksættere, som er herlige at dele både kaffe, frokost og ideer med.

Jo – jeg er i grunden meget godt tilfreds med min lille, bløde krog heroppe 🙂

Det er i øvrigt også heroppe på Fængslet, at jeg kommer til at invitere til strikkedag med gode overraskelser for deltagerne på Den Sorte Strikkeskole.

Vi er efterhånden nogen stykker, der glæder os ret meget (!) til det bliver januar, så vi kan komme igang.

Book din tur i fængsel liiiige her. 

(Men husk lige, at der kun er 4 dage tilbage, hvis du vil gøre dig et røverkøb – men det kræver, at du er læser af mit nyhedsbrev  😉

Vi ses bag tremmerne

Kærlig hilsen Trine

(Visited 193 times, 1 visits today)