Måned: december 2008

Nytår

Nytår

  Rigtig godt nytår til Jer alle. Tjek lige min feeede stue! Jeg ser slet ikke krateret i vægge og loft, men nyder – nyder – nyder at der er god plads og at sofaen endelig kan stå foran brændeovnen! Processen har været aldeles smertefri, […]

En helt almindelig dag… efter 12 1/2 år

En helt almindelig dag… efter 12 1/2 år

Idag er overset med vilje – vi har aftalt ikke at gøre videre ud af den tid som er gået, men i stedet se frem til den tid vi skal dele fremover! Og alligevel er der mennesker omkring os, der med kærlig omtanke beriger og […]

Kom nu snart!

Kom nu snart!

 

Suk!

Jeg længes efter forår med snavsede unger i bare ben….

RIG!

RIG!

Det har været ekstra svært at ønske sig gaver i år, finanskrisen har kradset voldsomt i vores julehumør. Vores liv har i mere end et år båret præg af omtanke, nøjsomhed, tanker der tæller, gratis-fornøjelser – samt en hel del eftertanke om hvad der er […]

Hysteria

Hysteria

Jep! Jeg gjorde det igen. Hysteriske anfald udløst af juleplanlægning og kaotisk samværsstress…. Denne gang gik det ud over mit Forkromede Overblik og en aftale han havde set frem til med glæde. Spoleret julefreden. Tjek. Tudet ‘det er uretfær-hær-hær-digt’. Tjek. Set bekymringen i mine børns […]

Jeg vil have et kokkekursus…

Jeg vil have et kokkekursus…

– fordi det altid er kokken der er festens centrum.

– fordi mad i grunden er temmelig lækkert.

– fordi jeg selv kan bestemme hvad jeg så skulle spise.

– fordi det er temmelig pinligt at være mor, og ikke engang kunne bage en pizza.

– fordi mine fordomme om kvinder/mødre der laver mad trænger til at blive revideret.

– fordi jeg ikke nødvendigvis ender som Asta fra Ringkøbing, hvis jeg ifører mig forklæde.

– fordi det altid er i orden at drikke rødvin, når man er dén der tilbereder middagen.

– fordi jeg ikke har råd til take-away hver dag.

– fordi det vil give mig en del at smalltalke med andre om.

– fordi det er cool at kunne lave trendy mad.

– fordi mad er helt vildt kreativt.

– fordi det giver anledning til at bygge det fede køkken jeg drømmer om.

– fordi jeg bliver nødt til at få noget at spise når Handyman kommer sent hjem.

– fordi jeg er 32 og det vist er ved at være på tide…

Feodora

Feodora

At have en ægte prinsesse i huset kan være en udfordring. Hun er opfindsom som Pippi, skør som Mandrillen, kælen som bare pokker, taler som Kim Schumacker og har energi som et helt korps pigespejdere med sukkerchok…

Drømmehår?

Drømmehår?

Jeg havde en sindsyg drøm forleden: Jeg skulle til frisøren og klippes – frisøren var en gammel dame på mindst 100 år, og hendes frisørsalon’ var hendes lejlighed, der lignede noget som ikke var støvet af i mindst lige så lang tid. Jeg sad og […]

Jeg, en drage

Jeg, en drage

Jeg gik forbi spejlet i morges og ud af min øjenkrog så jeg hende – bare i et glimt.

Jeg stoppede op og vendte mig mod spejlet og granskede nøje min egen refleksion. Hun var væk igen.

Jeg sukkede lettet og skulle lige til at vende mig om og fortsætte med dét jeg var igang med, da…

Var der ikke antydningen af grønt lige dér på halsen? Jeg lænede mig frem for at komme tættere på. Og i det samme så jeg hende; Dragen!

Hun stod og stirrede tilbage på mig i samme foroverbøjede positur som jeg selv indtog. Hendes hud var skællet, øjnene var gule og smalle, og mellem de blege, smalle læber sås antydningen af en spillende tunge mellem de to giftdryppende hjørnetænder.

Forskrækket trak jeg mig tilbage, mens min skællede tvilling i spejlet gjorde det samme – blot med et hånligt grin spillende om munden.

Jeg ville åbne munden for at sige noget, bare ét eller andet til at bryde øjeblikkets forbandelse. Men hendes øjne fastholdt mit blik og jeg blev tvunget til at ind i hendes glimtende, gule juveløjne. Sådan stod vi, fastlåste i øjeblikket, konturerne af badeværelset fortog sig, gulvet begyndte at skvulpe under mine fødder, jeg følte mig suget ind, svimmel…

I et sæt slap hun mig – og jeg indså med rædsel at det var mig selv jeg stod og stirrede på!

Min indre drage var borte igen, men angsten havde taget fat i mine nakkehår.

Ja ja, jeg kunne ikke se hende længere, men jeg har kendt hende længe så jeg vidste, at hun bare havde gemt sig igen.

For hun er der, Dragen.

Hun bor inde i mig, og engang imellem kommer hun frem og skaber en forfærdentlig mængde postyr og spetakel.

Altså, det er jo ikke mig, vel! Det vil jeg gerne lige have lov til at slå fast!

Jeg synes selv jeg er et forholdsvist gemytligt menneske.

Jeg holder af børn, strikketøj, chokolade og portvin. Jeg kører sjældent for stærkt (og da KUN når der ikke er nogen der ser det!). Jeg afleverer altid ting tilbage jeg har lånt, betaler mine regninger til tiden, roser min mors dekorationer og dikker alle babyer jeg møder (også de grimme…).

Kort sagt: jeg er en pæn pige/dame!

(Jeg kan ikke helt blive enig om hvilken kategori jeg tilhører; jeg er 32 og føler mig piget, men jeg er mere end én gang blevet omtalt som ‘damen’, fx i busser hvor forældre gerne vil forbi med deres børn: “Så kan vi måske bede Damen om at flytte sig”. Men jeg er jo en pæn pige/dame, så jeg svarer selvfølgelig ikke flabet tilbage!)

Og pludselig sprækker hammen og Dragen vælter frem i al sin gru.

Sjældne gange kan hun argumentere for sin tilstedeværelse, men som oftest er hun bedøvende ligeglad. Hun behøver ikke en grund!

Hun er et koldblodigt dyr uden refleksion og følelser! Hun handler pr. instinkt og du kan være helt sikker på at hun går direkte efter dine mest vitale dele; struben, dit selvværd eller din tøjstil/indretning/frisure!

Dragen kan være en virkelig magtfuld allieret! Har jeg brug for forstærkning kan jeg regne med at hun vågner af sin dvale. Føler hun sig trængt op i en krog bliver hun frygtindgydende. Problemet er blot at hun ikke kan dresseres.

Er hun først i sin blodrus kan ingen føle sig sikre, hun angriber alt der bevæger sig, spytter om sig med eder og gift, snapper ud efter sine egne unger og ænser ikke i sin blinde vrede at hun også flår sit eget skind i laser.

Kuldegysende rystede jeg mig og gik ud af badeværelset igen.

Mine nakkehår stod stadig dirrende ud i luften, ikke på vilkår at de ville lægge sig ned igen. Men jeg har ikke set mere til hende resten af dagen. Måske var det kun en advarsel?

Godt man har en drageridder i huset!!