Måned: december 2015

Duften af drømmenes tidsløshed

Duften af drømmenes tidsløshed

  Det var overvældende! Jeg husker stadig hver detalje. Farverne fyldte hver kvadratcentimeter og blændede mit syn med en paradeopvisning, der ville gøre Kaffe Fasset stum af beundring. Den blødeste lyd snoede sig ind i mine øregange – den dæmpede hvisken af de tusinde garnnøgler, […]

Er det en selfiestang du har i lommen – eller er du bare glad for at se mig?

Er det en selfiestang du har i lommen – eller er du bare glad for at se mig?

  Kender du det der med at udskyde noget igen og igen og igen? Jeg har gået som katten om den varme grød i alt for lang tid, for at tage mig sammen til at begynde på de videoer, der skal være en del af vejledningen til […]

Det er magisk

Det er magisk

 

Det er helt magisk. Fuldstændig uvirkelig magisk!

Man kan se de på deres 6-årige øjne, når de for allerførste gang opdager, at de rent faktisk sidder og sætter bogstaver sammen til ord.
Lige præcis i dét øjeblik, hvor det går op for dem, at de læser.

Jeg får stadigvæk gåsehud, når jeg tænker på det.
Det var én af de ting, jeg elskede allermest ved at være lærer dengang.

Jeg elsker at undervise.
Jeg elsker faktisk at undervise så meget, at jeg godt kan se jeg har gjort det hele livet.

Men allermest, så elsker jeg at undervise begyndere.

Det er – vitterligt – magisk, at få lov til at stå lige ved siden af et menneske, og iagttage, hvordan hendes hjerne kører på højtryk, mens hænderne arbejder, og koncentrationen hviler over hendes ansigt.
Nogle gange kan jeg næsten se, hvad hun tænker – og hvad hun skal fodres med som det næste, for at hun kan komme videre.

Og så – i det øjeblik, hvor meningen går op for hende. Hvor hun kan se, hvad hun er i gang med. Når hun forstår…

Jo, det er magisk.
Jeg elsker det!

Mit hjerte banker særlig heftigt for begyndere.

Fordi jeg selv kan huske, hvor råddent det kunne være at være begynder, og ikke få den hjælp, jeg havde brug for.

Fordi det er vigtigt (!) at huske på, at ingen kan alting fra starten, og vi aldrig må bilde os selv og hinanden ind, at vi skal være perfekte og fejlfri.

Jeg elsker viljen og modet til at turde være ny. Lysten til eksperimenterne. Koncentrationen. Latteren, når tingene ikke altid lykkes. Stoltheden, når de gør. Fællesskabet med andre begyndere.

Men mest af alt elsker jeg magien i lige præcis det øjeblik, hvor hun opdager at jeg er overflødig.
At hun selv kan.

Det er magisk.

Og det er her magien sker. 

Kærlig hilsen Trine

Du får et stort 03 af mig

Du får et stort 03 af mig

  Jeg gik ud af gymnasiet, matetmaisk linje, med et stort, flot 03 på eksamenspapiret. Det var jeg sådan set ikke særlig stolt af – men mest af alt var jeg sgu nok egentlig ret ligeglad. Jeg fattede i-n-t-e-t af den undervisning der var foregået. Nada. Zip. […]

Sekten har fået ram på mig

Sekten har fået ram på mig

  Det hele startede for cirka 7 år siden. Jeg savnede noget – og som alle andre, der savner noget, så begyndte jeg at lede. Der gik ikke lang tid, inden jeg faldt over noget, der godt kunne minde om dét jeg ledte efter. Jeg […]

Hvorfor skal det bare altid være sværest første gang?

Hvorfor skal det bare altid være sværest første gang?

 

Første gang er bare sværest.

Kender I ikke pandekage-reglen? At den første pandekage bare altid går i skudder-mudder, så den er bliver man nødt til at spise, mens man står ved komfuret og bager. (Ja, øv hva?!)

Første gang man cykler uden støttehjul. Første gang man flytter hjemmefra. Første gang man slår en maske op. Første gang man forelsker sig. Første gang man siger fra. Første gang man udgiver en bog.

Måske er det bare en slags naturlov? At første gang man prøver noget, så er det meningen at det skal gå lidt galt, så man kan lære pisse meget om, hvordan man så skal gøre i stedet for.

Det gik i skudder-mudder med min bog.
Jeg er faktisk stadigvæk ikke helt klar over, hvad der gik galt – men 2015 er gået ret meget med at knokle-knokle-knokle… og PYH, nåede min deadline… og så bekymre-bekymre-bekymre over, at tingene bare langsomt smuldrede for øjnene af mig.

Foråret var forvirrende. Og spændende. Nøj, der er mange ting man skal vide og spekulere over, når man selv skal bygge en bog helt fra bunden – og aldrig har gjort det før.

Juni var deadline-crazy. Jeg fablede om garn og opskrifter til alle, der gad at lytte, og mine hænder strikkede automatisk videre i søvne. Der var garn alle vegne, og jeg tror ikke jeg kunne føre en normal menneske-samtale i flere uger.

Og så – puf – var det hele væk.
Manus blev afleveret. Billederne sendt afsted. Ingen stress. Ingen strikkerier. Bare fred og ro for en stund. Jeg gik fuldstændig i knæ af stolthed – og udmattelse.

Og sommeren kom og gik, og efteråret kom og gik, og pludselig var der meget lange udsigter til at bogen kunne udkomme.
Det gik helt i skudder-mudder.

Først var jeg forvirret, da det gik op for mig, at tingene ikke så ud i virkeligheden, som jeg havde troet. Så blev jeg bekymret – og til sidst blev jeg frustreret.
Og da jeg havde forsøgt (og forsøgt!) blev jeg til sidst så træt af det hele, at jeg smed håndklædet i ringen.

Det er åbenbart sådan det er med første gang. Det er bare sværest.

Efteråret har været frustrerende. Det har været møg-træls at se oktober komme og gå – velvidende, at det var meningen at strikkebogen skulle have stået på hylderne i butikkerne (og hos dig, selvfølgelig).

Første gange er bare pisse trælse.
Gid man kunne gøre tingene rigtig første gang i stedet for. Så man var fri for den slags dumme nederlagsfølelser.
Helt ærligt – der har været tidspunkter i dette efterår, hvor jeg ville ønske at jeg aldrig nogensinde var gået i gang med strikkebogen, af ren frustration over at stå og se på alt det arbejde, lavet med så meget passion og kærlighed – bare ligge dér og langsomt visne.

Men ting løser sig. Det gør de bare altid 🙂

Jeg kan godt finde ud af at cykle nu, selvom jeg væltede, da jeg var 6 år. Jeg bliver også bedre og bedre til at sige fra på en ordentlig måde, jo flere gange jeg øver mig.
Og jeg kan faktisk godt leve med, at den første pandekage altid går i skudder-mudder – fordi jeg ved, at resten af dem bliver lækre.

Men måske er det sådan det er med første gang? At det skal gå lidt galt, så man kan lære pisse meget om, hvordan man så skal gøre i stedet for.

Det er én af mine vigtigste opgaver, som underviser på Den Sorte Strikkeskole:

Tingene bliver nødt til at gå lidt i skudder-mudder første gang – for at man kan komme videre, og rent faktisk blive bedre. 

Jeg ved at min bog bliver endnu mere lækker nu. Jeg har lært SÅ meget om, hvordan man ikke skal lave en strikkebog til børn.
Så nu udgiver jeg sgu selv den strikkebog, som det hele tiden har været meningen at jeg skulle skrive.

Wupti-fucking-huu! Jeg er lettet og glad og helt i knæ af stolthed.

Kærlig hilsen Trine

Ryk direkte i fængsel

Ryk direkte i fængsel

  Det er ved at være 4 uger siden, at jeg flyttede ind med min virksomhed heroppe på Fængslet. Det er altid mørkt når jeg går hjemmefra, og det bliver ved med at være en lidt speciel følelse at komme herop på toppen af bakken, hvor […]

Hold nu op, det er åndsvagt!

Hold nu op, det er åndsvagt!

  Hvad er det nu man siger? Når man har en ræv bag øret – er det så ikke, hvis man er sådan lidt snedig? Jeg har ikke en ræv bag øret, men tilgengæld har jeg én på pindende. Og snedig – det kan man […]

Sådan opdrager man den næste Van Gogh

Sådan opdrager man den næste Van Gogh

 

Min yngste søn, Laurits (bedre kendt som ‘Bob’), er på fornavn med damerne nede i blomsterbutikken.

Hver uge går han nemlig derind med sin far i hånden, for selv at vælge en buket blomster – til mig.

Ja. I know!
Det er så cute, at jeg smelter lidt over det…

Det er efterhånden blevet en hel lille tradition for dem, og damerne inde i butikken hilser glad på ham: “Hej Laurits, kommer du nu der igen?”

Så går han rundt der i sin lidt for store flyverdragt, og den strikkede hue trukket helt tilbage i nakken, så han bedre kan se – og vurderer nøje de forskellige buketter med kendermine.

Han tager troligt den samme tur rundt i butikken hver gang. Forbi alle buketterne, snuser lidt, hopper lidt. Videre til bordet med fyldt chokolade, hvor han kun kigger med øjnene, og så tilbage til buketterne igen.

Og når han så har valgt den helt rigtige buket – så får han lov til at komme med om bag disken og vælge farver og papir at pakke den ind i.

Så går de hjem, de to, hånd i hånd, og ringer på døren til lejligheden – og når jeg åbner, så står verdens mest stolte dreng udenfor og hopper af begejstring over at give en buket, som han helt selv har valgt og pakket ind.

 

At vælge farver som en 3-årig

 

Og hvor vil jeg så hen med den her historie?
(Altså ud over det åbenlyse pral over min lækre unge, og hvor godt jeg er gift.)

 

Pointen er den her:
I starten pegede barnet bare på en hvilken som helst tilfældig buket blomster. De var sikkert ens i hans øjne – allesammen lige smukke.

Men efterhånden (fortæller min mand – jeg er der jo ikke selv til at se det) er han begyndt at stille krav.
Den buket han vil have med hjem må ikke ligne den, som mor har derhjemme i forvejen, siger han. Han husker det fra gang til gang.

Det startede måske med blot at være ‘blomster’ i hans øjne. Næsten ens – det er jo blomster det hele.
Men nu er hans blik blevet skarpere. Han lægger mærke til nye ting. Farverne. Blomsternes forskellige karakterer.

Så det, der er en sød og kærlig gestus – at lade barnet vælge blomster og farver – er i virkeligheden også en skarp øvelse i kreativitet.

Evnen til at se detaljer og farver. Kende dem fra hinanden. Vælge dem ud, som man holder mest af. Se mønstrene. Sætte ting sammen.

Lige nu kommer buketterne hjem i besynderlige farvekombinationer – og jeg elsker det!
Hvem, der bare havde modet til at turde sammensætte farver som en 3årig, ik?

 

Vi kan lære så meget nyt om hvordan kreativitet fungerer, hvis vi ind imellem giver os tid til at se verden i børnehøjde. 

 

Jeg aner ikke, hvad fremtiden gemmer for den dreng. Den næste Van Gogh er måske lige at overdrive en smule, men måske får jeg gjort en habil strikker ud af ham en dag?

Det er ALDRIG for sent at beslutte sig for at ville være mere kreativ.

Hver dag kan blive den første i dit farverige, kreative liv – om du er 3, 23 eller 53 år. Det er op til dig.

 

Jeg kan lære dig at få øje på detaljer og farver. Se mønstrene. Vælge ud og sætte sammen.

– og hvis der er noget jeg kan, så er det at få gjort en habil strikker ud af dig.

Tilmeld dig Den Sorte Strikkeskole her

Kærlig hilsen Trine

Når en kvinde lærer at kvinde sig op…

Når en kvinde lærer at kvinde sig op…

At balancere et liv, hvor man skal tage hånd om både et fornuftigt børneliv for alle involverede parter, et fornuftigt arbejdsliv for alle involverede parter og et fornuftigt kærlighedsliv for alle involverede parter kræver, at en kvinde lærer at kvinde sig op. For at sige […]