Måned: marts 2016

Mols i mit hjerte

Mols i mit hjerte

  Nå ja. Så købte jeg i øvrigt lige et sommerhus. Sammen med mine søskende. Hele den anarkistiske kok-klan om ét sommerhus – det bliver sjovt, gør det. Vi har snakket om det i hundrede år, Fyrbøderen og jeg. Hvor vi skulle ‘gøre af os […]

Skal I se min strikkede flue? :-)

Skal I se min strikkede flue? :-)

Jeg har lavet en lille video, hvor jeg viser hvor langt jeg er nået med ‘Billy, the dead fly’. Kig med her:    

Mor-syg

Mor-syg

Det må være svært at være tre år, tænker jeg tit.

Bob er både stor og lille på samme tid. Kan ingenting og alting selv. Vil det hele og alligevel ikke. Synes selv han forstand på verden og ved bedst, men kan alligevel blive væk i vores egen lejlighed.

3 år. Det er en tough tid.

Måske er det derfor han lider af den altfortærende mor-syge for tiden. (Også for tiden…)

Intet virker, hvis ikke mor er med.
Jeg skal se ham spise, jeg skal putte sammen med ham når han sover – og helst i de voksnes seng, jeg skal hente, jeg skal lytte til alt hvad han har at fortælle i løbet af en dag (og det er altså ikke så lidt endda!) – og jeg skal holde ham i hånden mens han skider. Hvis han selv fik lov til at bestemme.

Jeg tror måske jeg har haft små børn i for mange år til at det hidser mig op.

Undskyld Bob, jeg synes du er verdens mest vidunderlige 3-årige, og jeg elsker dig op til månen og tilbage igen – men de dage, hvor jeg gider holde nogen i hånden, når de går på toilettet er altså ovre.

Tror sgu jeg er blevet for gammel til det her pjat. Det var sjovt nok, da jeg var 23 og sprængfyldt med energi til at klatre i træer og være på hele tiden.

Men helt ærligt – jeg er nok bare blevet lidt for magelig? Eller for gammel? Måske er det i grunden ét fedt.

Men det er Bob (heldigvis?) ret ligeglad med, han stiller de præcis samme krav om nærvær som en hvilken som helst 3årig gør, uanset om jeg gider eller ej.

Og det er det vidunderlige ved at have en 3årig i huset – jeg bliver trukket op af min magelige sofa og bedt om at være tilstede konstant.

Lidt mindre holden i hånd ude på toilettet, tak. Men ellers er det sgu ret ok at have en 3årig. Pånær når jeg eksploderer af ‘AAAARGGGHHH’ og irritation over at være PÅ konstant.

Det værste ved at have så mange børn, at jeg efterhånden ikke gider hidse mig op over den her slags ting er, at jeg jo ved det går over.

Jeg bliver irriteret i dag over at han kræver så meget af mit nærvær hele tiden. Men i morgen er han væk. Ude i verden. Igang med sit eget liv.

Jeg ser det udspille sig for øjnene af mig i den øvrige børneflok.
De er store og små på samme tid. Kan alting og ingenting selv. Vil det hele, og vil alligevel ikke, når det kommer til stykket.

Men morsygen er forsvundet. Jeg er ikke længere inviteret med, og det er som det skal være.

Alting har sin tid, også morsyge.

Mønsterstrik er (ikke) for begyndere?

Mønsterstrik er (ikke) for begyndere?

Jeg hader mønsterstrik. Altså… virkelig. Jeg HADER mønsterstrik! Det er godtnok meget stærke følelser til en ganske harmløs ting – og endda så tidligt fra morgenstunden, sidder du sikkert og tænker. Og ja – det må du egentlig nok sige… Der er én eneste grund til at […]

8 år er lang tid at savne

8 år er lang tid at savne

Hej far. Jeg drømte om dig. I lang tid, i mange mørke nætter drømte jeg om dig. I begyndelsen, da alting var sort og tungt, drømte jeg at du var syg. Du lå i din seng. Jeg kunne ikke hjælpe dig, og i mine drømme […]

Til gengæld var den dobbelt så dyr…

Til gengæld var den dobbelt så dyr…

Damen i Matas kiggede på mig, med sit krystalklare falkeblik, diskret omkranset af douchede pasteller og en knicskarp eyeliner.

Jeg kunne næsten mærke, hvordan porerne i min hud trak sig sammen af bare forskrækkelse, og jeg overvejede om det mon ikke var ansigstbehandling nok i sig selv, at blive underkastet hendes kritiske blik.

Den formfuldendte mund løftedes let i den ene side, og de perfekt optegnede læber krusedes til et næsten usynligt smil.

Jeg var pinligt opmærksom på, at hun nåede at løbe hele mit ansigt over med blikket, i løbet af det splitsekund hendes smil varede.

“Jeg tror du vil blive glad for denne her i stedet”, smilede læbemunden uden øjne og rakte mig en lillebitte krukke med creme. “Den er til den lidt mere.. modne… hud”.

Episk shit kender ikke til banaliteter

Episk shit kender ikke til banaliteter

Rumors. Amazing plade! Sidder og lytter til den her, fredag eftermiddag med forårssol i øjnene, og mine drenge, der slænger sig i sofaen. Det er en virkelig lækker plade. Virkelig lækker. Totalt anmelderrost og på alle lister over ‘Plader du skal høre, inden du dør’ […]

Alt er godt

Alt er godt

Fordi jeg følte mig så taknemmelig og lillebitte og stolt og glad og lykkelig over alt det hele. Alt det vi får lov til at være en del af. Alle de mennesker, som vi får lov til at kende og holde af. Børnene, som bliver […]

Synergi: Når 1 plus 1 bliver til mere end 2

Synergi: Når 1 plus 1 bliver til mere end 2

 

Jeg var til koncert med Tina Dicow og Steffen Brandt i går aftes.
En virkelig smuk, rørende og poetisk oplevelse.

I virkeligheden burde de to jo være ‘konkurrenter’ – ik?

De arbejder i den samme branche, og bruger i ret høj grad mange af de samme virkelmidler i deres musik.
Altså, de spiller jo oven i købet på det samme slags instrument, bevæger sig stort set rundt i samme genre og henvender sig i grove træk til præcis det samme publikum.

Hvis man var sådan helt nøgtern kunne man godt påstå, at de forsøger at sælge det samme produkt, bare i hver sin indpakning.
Endda til præcis den samme målgruppe.

Men sådan virker musik bare ikke.
Eller nogen som helst anden form for kunst.

Én plus én bliver sjældent kun til to, når vi bevæger os over i det kreative, skabende felt.
Og hvor ville verden dog være et utrolig forudsigeligt og kedeligt sted, hvis det gjorde.

Nogen gange sker der magi, når 1 + 1 går sammen og skabe noget i fællesskab. Noget, der bliver lidt større end det de hver især kunne forme selv.

Det er lidt særligt, de gange du selv får lov til at opleve den synergi sammen med et andet menneske.
Eller får lov til at være et vidne til at det finder sted, lige dér for øjenen af dig på scenen.

Magisk!

Jeg tror, at jeg vil prøve at gå ud af min dør i dag og løfte blikket en anelse.
Måske er jeg heldig at få lov til at være en +1 for nogen i dag?

Jeg ønsker dig en forrygende smuk fredag.

Husk – vi skaber (os) sjældent alene, men altid i forhold til hinanden!

Kærlig hilsen Trine

Ps. Jeg vil altid gerne være din +1 i Den Sorte Strikkeskole – det ved du!

 

E-bog om strikkepinde

E-bog om strikkepinde

Lige straks lander denne her i shoppen 🙂   Strikkepinde kan være den forskel der afgør, om dit strikkeprojekt bliver en ren nydelse og en succesoplevelse – eller om det ryger lige direkte i skraldespanden med eder og forbandelser. Men hvordan ved man, hvad man skal […]