Måned: februar 2017

Verdens første digitale kamera

Verdens første digitale kamera

Verdens første digitale kamera ligner mest af alt … et fastelavnskostume. Komplet med kassettebånd klistret på med tape, og alting.   Når man havde taget et billede med kameraet, brugte maskinen 23 sekunder på at processe billedet, som den så kunne projektere op på en […]

Kommende karriere?

Kommende karriere?

  Jobs, jeg bare VED, at jeg ville være pissesej til: Genfortælle random facts om design, historiske begivenheder og lignende, som jeg har hørt i podcasts. Strikke én af hver slags. (Jeg strikker aldrig den samme ting to gange…). Og helst uden opskrift. Drikke kaffe […]

Tidsrejse

Tidsrejse

Hvis jeg kunne… så ville jeg tage til New York i begyndelsen af 70’erne.

Måske… hmmm… 1972?

Jeg gad så godt være der. Opleve stemningen. Mærke musikken. Lytte til kunsten.

Være lige dér, hvor Andy Warhol lavede sine værker. Hvor Alice Cooper gav koncerter. Hvor Led Zeppelin dukkede op, og spillede som om det galdt livet. Hvilket det gjorde.

1972. New York.

Det gad jeg godt!

Tanketom

Tanketom

Der var engang, hvor jeg længtes efter at skrive hver eneste dag. Alle mulige andre ting optog min opmærksomhed, og min computer var mit sacred space, min blog var mit refugium. Jeg længes stadig efter at skrive, men det føles slet ikke sådan mere. Det […]

Ordinær…

Ordinær…

Jeg gir´op. Alle de år jeg har forsøgt at være lige præcis så unik og fantastisk, som de allesammen synes man skal være. Jeg er ikke speciel. Jeg er nok i virkeligheden hamrende gennemsnitlig. Jeg gir´op. Giv mig noget ordinær hverdag. Det ved man sgu […]

Blogger?

Blogger?

Det er mega underligt.
Jeg har været blogger i uendelige tider – bare lige pånær, at jeg ikke har blogget skid i 100 år.

Men jeg ELSKEDE at blogge.
Virkelig elskede det. Det var hele min identitet, og jeg jeg holdt SÅ meget af forklare og sætte ord på.

Hvad skete der? Hvorfor holdt det op med at være fedt?

Måske fik jeg skrevet mig selv op i et hjørne efter skilsmissen og Fyrbøderen?

Jeg blev ‘hende med skilsmissen’, og den blev svær at komme tilbage på. Det er jo ikke fordi jeg ikke har ord nok, for fanden – dem er der sgu rigeligt af.

Men jeg mistede måske fokus på, hvad det var jeg gerne ville skrive om. Hvem jeg er, når jeg skriver.

Måske er jeg slet ikke Hverdagsjunkie mere? Hmmm… tjo… når jeg mærker efter, så jo, det er jeg.
Det kan jeg sgu nok ikke løbe fra.

Men jeg er bare så meget mere end dét!

Uhm. Får fandme helt lyst til at hverdagsblogge igen. På den måde vi gjorde, dengang det var sjovt at blogge. Jeg har lyst til at det skal være sjovt at blogge igen!

Jeg har stadig så mange ting at sige. Men – nok mest af hensyn til mit ældste barn – har jeg undladt at fortælle en skid.
Mest omkring ham, selvfølgelig. Men ret meget i det hele taget. Jeg er blevet sky, menneske-angst og temmelig tilbagetrukket de senere år.

Jeg kan ikke rigtig helt finde ud af om det er mega sundt – eller det modsatte?

Og selvom jeg skriver som jeg gør, så er der alligevel en stemme inde i mit hoved, der hvisker til mig, at hvis jeg gerne ville blogge – så havde jeg jo gjort det, ik?

Tja.. Jeg ved det sgu ikke?