Måned: januar 2018

Fjernsyn for dig #38

Fjernsyn for dig #38

Børnetime? Hvad er det? Jeg kan huske, hvor overrasket jeg var, da jeg fandt ud af, at der hver eneste aften var en halv times fjernsyn. Bare for børn!? Det kunne ikke være rigtig? Jeg følte mig meget, meget nysgerrig. Og en smule… forrådt! Tænk, […]

Bekymringsfragmenter #37

Bekymringsfragmenter #37

Min hud var grå, mine tanker var grå, mit hår og mine ord var grå. Jeg smuldrede tiden ihjel og pillede timerne i småbitte tomme fragmenter. Formålsløst. Klikkede fra den ene døde app til den næste. Formålsløst. Ledte efter noget der kunne dulme alt det […]

Ode til en gravemaskine #36

Ode til en gravemaskine #36

Kære monster. Dit vanvidsrædsel af en maskine.
Du fylder mine vågner timer, når du buldrer og æder dig vej.
Du danser en altfortærende ballet uden for mine vinduer og sender bølger af chok gennem stuerne, så jeg og porcelænet hopper af frydefuld ængstelse.
Du er den horrorstory vi ikke vidste vi var en del af.
Vanvidsskabning.
Du sniger dig skurrende gennem de mørkeste timer, når dagen endnu ikke har fået øjne, og springer ud foran os med skarpe tænder og skarpladte projektører.
Du er det husdyr vi ikke tør have.
Du truer og lokker og larmer og buldrer og ændrer alt omkring os.
Kære monster. Jeg tør ikke lære dig at kende.
Du er et vidunderskabt maskineri af rædsel.
Og jeg glæder mig til du finder andre steder at græsse! 🐄
(Ja. Der er mit hus. Og vores nye kæledyr. Den har 5 andre venner, og de har gravet og ædt her i flere måneder. Jeg bliver nogle dage helt bekymret for om de er ved at lave unger? Vi hepper heftigt på at de snart er færdige med at bo her!!)

A loveaffair #35

A loveaffair #35

Det skete mens jeg sad og bladrede rundt på Instagram. Myriader af spændende, kreative, skabende mennesker inviterer mig ærligt og ligefrem ind i deres skabende universer, og jeg fortaber mig ofte i deres skønne processer. Smukke æstetiske fragmenter af virkelighed der bliver levet helt synkront […]

Det var her min strikkede historie tog sin begyndelse #34

Det var her min strikkede historie tog sin begyndelse #34

Jeg husker faktisk ikke strikketøjet. Men jeg husker hendes varme hænder, og min ryg mod hendes varme. Og så husker jeg garnet. Det var mørkegrøn. Så mørkegrøn som den dybeste granskov. Og acryl. Vi strikkede en grydelap til min farmor, og tværs over det mørkegrønne […]

Verden må vente #33

Verden må vente #33

Jeg har altid forestillet sig at jeg var sådan en slags mor, der viste mine børn verden.
Fortalte dem de store episke fortællinger, der har først os, civilisationen, hertil.
Fortællinger om pyramider og mausolæer, store tænkere, havstrømme, fællesskaber, akademier og krydderier.
Jeg havde altid forestillet mig at vise dem Rom og Athen, Wien og Cairo.
Almen dannelse, tænkte jeg.
At vise dem verden, åbne deres bevidsthed for vores ophav og forskellighed.
Lade dem udforske det udforskede, betages af det betagende.
Give dem verden.
Med kærlig hilsen og den slags indforståede bedrevidende smil, som kun mødre kan smile…

I stedet for sidder jeg fast i det liv vi i stedet fik, hvor jeg egentlig mest spekulerer over, hvordan man forklarer et barn, som aldrig har prøvet at rejse, hvordan en flyvemaskine ser ud indvendig?

Det er død-hårdt at være teenager #32

Det er død-hårdt at være teenager #32

Engang havde jeg en veninde. Vi var 14 og fnisende. Bare lige pånær, at min veninde ikke havde særlig meget at fnise af, faktisk. Hendes mor var død, og hun boede nu hos sin onkel og tante i familiepleje. De havde ikke meget, men de […]

Med dig i hånden #31

Med dig i hånden #31

Jeg husker den sommer, hvor jeg var bange for alting, og især for min egen skygge. “Jeg tør ikke”, hviskede jeg når han kiggede på mig med dét der blik. Også selvom jeg vidste han havde ret. Jeg kunne ikke blive ved med at gemme […]

HandAXE, Trine – handaxe! #30

HandAXE, Trine – handaxe! #30

… og så var den dén, om damen, der undrede sig lidt over at hendes amerikanske historielærer blev ved med at tale om neanderthalernes ‘handbags’.

Men skuldertrækkende godtog hun hans forklaringer om, at det var urmenneskenes eneste værktøj i mere end 500.000 år… – for det kunne hun sådan set godt relatere til. 🤦🏼‍♀️
(‘Handaxe’, Trine! HandAXE!!)

Bugter sig og forsvinder #29

Bugter sig og forsvinder #29

Hun svæver væk fra ham. Som dengang. Men Jørgen er ikke længere bange. Når hun løfter blikket og kigger langt, så langt bagved himlen og bagved ting, han kan se. Men han bliver ikke længere bange for hendes flyvske spontanitet og vildskab. Jørgen har så […]