28. juni 1976

Gad vide hvad de gik og tænkte, dengang for 35 år siden.

Lige om lidt ville de blive forældre, min mor for første gang, og min far for anden.

Mon de overhovedet vidste hvad det var de gik ind til? Hvilke tanker mon de gjorde sig?

Forældre er altid forældre.

Men når jeg tænker på min mor, dengang for 35 år siden, var hun væsentligt yngre end jeg er nu. Hun havde kun (næsten) 1/3 af de børn jeg har nu.

Og alligevel forestiller jeg mig hende meget mor-agtig – sådan som hun altid har været i mit liv; klog, vidende, fjollet og alligevel indsigtsfuld, altid parat med svar eller plastre.

Det er sådan jeg forestiller mig hende. Selvom jeg godt er klar over, at hun kun lige akkurat skulle til at være første-gangs-mor, og garanteret var ved at savne sig i stykker efter sin egen mor, der døde inden jeg blev født.

Gad vide om jeg ville ha synes om hende, hvis jeg mødte hende – som hun var for 35 år siden?

Ville vi have noget til fælles? Hvad ville vi mon tale om?

Jeg tror jeg ville kunne li hende. Jeg er sikker på at hendes blide styrke ville ha slået mig paf.

Jeg tror sgu at jeg ville ha synes min far havde været liiige lidt for meget. For det var han.

Men jeg tror han ville ha fået mig til at le.

Og jeg tror han ville ha slået mig med den ømhed han ville vise sin højgravide kæreste. Og jeg ville genkende glimtet i hans øjne, når han ville fabulere om alt det fantastiske han skulle vise sit barn. Hele verden, intet mindre, er jeg sikker på.

De ser så unge ud.

Det er et helt andet liv jeg ser, når jeg kigger på billederne af dem. Unge, håbefulde. Velkendte og trygge. Men med en snert af mystik i deres gådefulde smil.

Hvem var de, dengang? Inden de blev mine forældre.

Forelskede? Forskrækkede? Forberedte? Forventningsfulde?

Jeg kender alle deres fortællinger om dengang – historier jeg har hørt mange gange i mit liv.

Fortalt med morskab og alvor. Oftest med moraler flettet ind somewhere – for sådan er forældre vel?

De stopper aldrig, fortællingerne. Heldigvis.

Nogle af dem bliver væsentligt bedre med årene. Andre bliver lige så stille glemt, eller gemt til en anden gang.

Men fortællingerne om vores liv gør det virkeligt. Jeg føler næsten jeg kender mine forældre som de var, dengang. Gennem de mange fortællinger.

Mind mig om at fylde mine børn med fortællinger fra deres og deres forældres liv!

Fortællingen om dengang min mors veer ikke ville blive effektive nok, og min far tog hende med op i sit fly for at lede efter lufthuller – så de kunne få sat den baby i verden.

Fortællingen om deres hund, Buster, der var så jaloux på den nye baby at de blev nødt til at vælge mellem de to. (Jeg er stadig taknemmelig over at det var babyen de valgte!)

Historien om en meget vred far, der skulle anerkende at være ‘Fader til dette uægte barn

Fortællingen om et bryllup og en barnedåb – og en køretur på budcykel med blonder og blomster mast ned i kassen foran.

Fortællingen om det lillebitte hus de boede i i deres første tid som forældre – hvor togskinnerne lå lige på den anden side af hegnet, og min far blærede sig med at kunne høre hvilket togsæt der ville komme forbi, længe inden det skulle vise sig rundt om hjørnet.

Fortællingen om én baby, som hurtigt blev til to. Og fortællingen om et par søstre, der stort set aldrig har været adskilt siden.

Jeg elsker de historier.

Og jeg elsker at det lige præcis blev dem som blev mine forældre. Dengang for 35 år siden.

Jeg elsker historierne.

Men nøhj, hvor gad jeg altså godt have kendt dem dengang. Og være sammen med dem – lige nu – midt i deres anstrengelser for at deres første datter skulle fødes. Det gad jeg godt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *