Man bestemmer ikke selv over depressioner

Jeg havde svoret det. Højt og helligt.

Men se lige mig. Lige der sidder jeg. Og der har jeg siddet i lidt mere end en måned nu.

Selvom jeg havde svoret, at jeg aldrig skulle derhen igen. Never. Ever. Nogensinde.

Men man bestemmer åbenbart ikke selv over depressioner.

Og man kan åbenbart få sig selv til at trimle ud over kanten, for eksempel i ren panik over at kanten overhovedet eksisterer.

Nå, men hej Oktober. Jeg vidste ikke, det var den vej du havde tænkt dig vi skulle i år?

Jeg er bare så træt! Jeg er bare så fucking forbandet træt. Af det hele. Men mest af alt af min latterlige hjerne og dens latterlige kemi, der bliver ved med at fucke med mig.

Jo, jeg er pissed. Godt gammeldags pissed. Jeg gider for fanden sgu da ikke sidde dér, og spilde mit liv og spilde min tid og føle mig til grin, mens min tid bare langsomt forsvinder i skyggerne, der kravler hen over gulvet.

Der er hundrede grunde til at jeg sidder lige der nu. Jeg orker ikke engang at tænke på én eneste af dem. Ikke lige nu.

Så jeg sidder sådan set bare lige lidt. Og forsøger at huske nogle af de der ting, jeg ved er vigtige.

Sådan noget med at huske at spise noget mad. Komme ud og få noget luft. Huske at smile til folk, fordi de bliver bekymrede eller sure, hvis man ikke gør. Huske at svare, når nogen spørger om ting. Huske at falde i søvn. Den slags latterlige småting.

Det går ikke ligefrem videre fantastisk…

Og så forsøger jeg at huske, at det plejer at hjælpe når jeg skriver.

Og jeg forsøger at huske, at der faktisk er nogen, som stadig kan få mig til at smile og grine og glemme. Og jeg forsøger at huske, at jeg stadig elsker at strikke. Og skrive. Og strikke lidt mere. Og lige lidt mere.

Og når jeg så husker alle de der ting, så kommer jeg i tanke om, at alt det kunne jeg slet, slet ikke finde ud af, dengang jeg havde det rigtig skidt sidste gang.

Og så bliver jeg faktisk lidt lettet, her midt at jeg sidder der, og bare er godt gammeldags pissed.

For det betyder, at jeg har nået at bremse i tide.

Så jeg sidder bare lige lidt, og forsøger ikke at sprede mere dårlig stemning end jeg gør i forvejen. Lader lidt som om jeg ikke er her. Forsøger ikke at skabe mere splid eller utryghed.

Strikker bare lidt. Skriver bare lidt.

Lader lidt som om jeg har pisse meget tålmodighed – indtil jeg en dag har ladet om så længe, at det hele er gået over igen.

Man har vel lov at håbe. Og strikke lidt imens.

(Visited 1 times, 1 visits today)