Tilfældigt?

 

Har du nogensinde prøvet at stå og mangle penge – fx til en regning eller noget andet vigtigt – og så pludselig, nærmest ud af det blå, dumper der en chek ind ad døren med penge tilbage i skat, eller boligsikring du har haft til gode?

Eller man går og tænker på sin bedste veninde, og når man så går hen til telefonen, så ringer hun i det samme.

Eller man kommer i tanke om den fedeste film man engang så, og så ligger den dagen efter i udsalgsbunken.

Eller man længe har overvejet at gå i gang med noget nyt – fx at lære at hækle – og så går man lige forbi en genbrugsbutik, hvor der både ligger hæklenål og garn i vinduet.

Jeg synes jeg har oplevet den slags ting SÅ ufatteligt mange gange. Hver gang har det forbløffet mig enormt meget, og det har virkelig skabt mange overvejelser og spekulationer hos mig; hvorfra kommer det? Er det held? Noget med at man tiltrækker sig én eller anden form for god energi? Eller er det simpelthen ikke bare andet end tilfældigheder.

Én af de vildeste gange jeg oplevede det var for 1½ år siden.

Nyuddannet. Klasselærer i en barsk klasse. Temmelig naiv på nogle områder, men samtidig viljestærk og med lyst til at ville gøre en forskel…

Mange forskellige ting skete pludselig på én gang (jeg er ikke helt modig nok til at udpensle det hele, kan jeg mærke, men smukt var det altså ikke….!) – og DUNS, dér sad jeg i min sofa og tudede og vidste ikke hvordan jeg skulle rejse mig igen.

Og så sad jeg der. I et par måneder.

Inde i mit hovede blev det til, at det var mig der var noget galt med; – jeg havde taget den forkerte uddannelse, jeg havde ikke arbejdet hårdt nok, jeg havde ikke gjort de rigtige ting, taget de forkerte konflikter, ikke været konsekvent nok osv osv osv osv OSV….

Jeg sad i min sofa og bandede og tudede – og bad til om der ikke nok ville være nogen/noget der kunne vise mig hvordan jeg skulle komme videre.

Og i det samme bankede det på døren.

Og udenfor min dør stod en forældre fra klassen med to buketter blomster i favnen.

(Ikke en hvilken som helst forælder, men dén forælder, der havde givet mig flest søvnløse nætter med spekulationer!)

Den ene buket var fra klassen samt et kort hvori de skrev at de savnede mig.

Den anden buket rakte hun mig, og så vendte hun sig og gik. Jeg stod målløs og så efter hende, men da jeg læste kortet forstod jeg bedre; hun skrev en uforbeholden undskyldning fra hende og hendes mand, og skrev også at de meget håbede jeg vendte tilbage til klassen, selvom de var klar over de ikke havde gjort tingene lette for mig.

Jeg havde siddet dér i min sofa og bedt om et svar og i det samme kom der ét.

Det var SÅ vildt! Jeg fatter stadigvæk ikke helt hvordan det hænger sammen.

Men jeg har lært at det har et navn; det hedder SYNKRONITET! (Begrebet er opfundet af Jung i sin tid.)

Når noget du længes efter eller beder om lykkes lige for øjnene af dig.

Jeg tror altså ikke længere på tilfældigheder! Jeg kan se det ske hver eneste dag for tiden, det er et spørgsmål om at have sine antenner skruet rigtig på.

Spørgsmålet er så bare hvor det kommer fra? Om det er god energi der bare kommer til dem der tør tage det? Eller hur?

Jeg ved det ikke, men jeg stoler sgu alligevel på det!

Synkroniteten har just givet mig en rigtig fed mulighed, som jeg lige i disse dage er ved at prøve af. Jeg glæder mig til at fortælle mere, når tiden er inde 🙂

Har du oplevet synkronitet for nylig??

(Visited 11 times, 1 visits today)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *