Aftryk på virkeligheden – mens vi er her


Kreativitet / mandag, december 7th, 2015

 

Jeg er lige kommet hjem efter en skøn julefrokost.
Søskende, søskendes børn, egne børn, kærester, bonusbørn og -forældre, hundehvalpe og så videre – i én stor gøgler-pærevælling.
Det skorter aldrig på hverken snapsen, latterbrølene eller de vanvittige ideer og historier, når vi samles.

Og selvom han ikke var der, så var han der alligevel.

Vores far var vist det man kan kalde lidt af et livstykke.
Han plantede musik og anarki og latter og kærlighed og konflikter og savsmuld og selvbyggerdrømme og store armbevægelser. Han levede ikke stilfærdigt, da han var her.

Han plantede en grundkim hos mig og hos mine søskende.

Lysten til at skabe noget.
Trangen til at undersøge nærmere.
Behovet for at kradse i lakken.

Og SKABE os!

Selvom han ikke er her mere, så er han her alligevel.

Hans nærvær hænger i instrumenterne på væggen.
Jeg fornemmer hans skarpe blik for lakkens finish i guitarens gyldne glød. Varmen fra hans hænder kan næsten mærkes, når jeg kører mine hænder hen over det bløde træ. Og jeg hører ham næsten, når instrumentet bliver taget ned og spillet på.

Alt den flid, dygtighed, håndværk, passion og kærlighed som han lagde i sit arbejde.
Man kan se det, på sådan nogle ting. Man kan mærke det, når man står og kigger på ting, der er skabt med omhu og kærlighed.

 

Det er hele essensen af at være kreativ:

Vi ønsker at sætte aftryk på virkeligheden – mens vi stadig er her. 

 

Fordi vi ønsker at efterlade spor. Vi ønsker at mærke, at vi har været her.
Har sat vores mærke på tilværelsen.

Kreativiet er en måde at sige: Jeg var her!

Alle steder jeg kigger mig omkring – om jeg så skuer rund i stuerne eller ind i mig selv – så er vores far til stede.

Hans passionerede skabertrang ulmer hos os, hans børn. I større eller mindre grad, og med vidt forskellige udtryk. Men hans aftryk er tydeligt.
Utrolig meget at alt jeg laver, er ét eller andet sted en stilfærdig hyldest til ham.

Jeg bliver aldrig instrumentbygger som ham (nok meget godt, for jeg har ikke en tone i livet), men både i sit liv – såvel som nu – lærer han mig, at kreativitet er dét, der gør livet værd at leve.

 

Så kæreste ven, uanset hvem du er, og hvorfor du læser med herinde  – gå ud og gør det, lige nu.

Lev det. Og skab det!

 

Kærlig hilsen Trine

 

 

PS.

Aftryk på virkeligheden kan være hårde. Grimme. Noget man slår sig på. Dem hører vi tit om.
Men de kan altså også være rare. Omsorgsfulde. Og ganske, ganske bløde.

Jeg anerkender alle former for aftryk

– men jeg hylder og elsker den slags aftryk på verden, der er bløde.

Det gør jeg lige her. Og du er inviteret!

(Visited 137 times, 1 visits today)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *