Akut havehunger

Det hjælper ikke på det, foråret!

Som en trofast lille hund, der kigger logrende og forventningsfuld på mig, så dukker den troligt op, lige så snart luften bliver lidt mildere, og de lyse timer bliver flere og flere.

Min akutte have-hunger har nået et radikalt og efterhånden usundt niveau.

Jeg vil SÅÅÅ gerne have en have. Bare en lille én. Min helt egen, lillebitte plet. Med plads til krukker og krydderurter og skvalderkål og gummistøvler.

Vi har ikke engang en terrasse. Ikke engang en altan, hvor man kan hænge en lille kasse op. Ikke engang en vindueskant, hvor der kan hænge en lille, fin plante og hygge sig.

Til gengæld har jeg stueplanter, som jeg rask slår ihjel, fordi jeg glemmer at vande dem. Og et par enkelte sukkulenter, der heldigvis stortrives med misrøgt.

Allerede sidste sommer kunne vi (eller nok mest jeg) mærke længslen efter en lille bid jord at trampe rundt på. Det er blevet værre i år.

Det skal bare være en lille, fin og rodet have, hvor der gerne må vokse skæve buske, lidt ukrudt og hækken er så tilpas høj, at man kan være sig selv. Med et lille hus, som vi lige akkurat kan møve os ind i alle mand, hvis det skulle regne.

Der er rigeligt med haver, som vi gerne må låne og slænge os i, men det er bare aldrig det samme, vel? Jeg vil gerne flytte buske og lave en bålplads og plante jordbær og slå græs og hive skvalderkål op, og jeg tror vores familie vil synes det er en smule træls, hvis jeg kommer anstigende med den slags forventninger i deres haver.

Jeg har haft have (og hus) i rigtig mange år, og jeg har virkelig nydt den langsommelige proces med at se, hvordan årstiderne forandrer omgivelserne, og hvordan alting langsomt vokser frem og tager form. Jeg har aldrig været særlig ferm i en have – men jeg har nydt den lillebitte smule, som jeg har kunne finde ud af.

Siden 2008 har jeg boet til leje, først alene og siden sammen med Fyrbøderen, og det passer rigtig godt til os og vores tempo, men for hvert forår vokser havehungeren i mig, og det er snart ved at være tid til, at jeg igen skal eje min egen have.

Det er altså bare ikke det samme, når det ikke er éns egen have. Desværre. Gid det var.

Uden jeg kan forklare det, så ved jeg, at jeg bliver nødt til at have en have som er vores egen. Min egen!

Der er bare lige ét problem. Eller.. det vil sige, der er faktisk to.

Det ene (lille) problem er, at Fyrbøderen ikke er helt det samme sted som mig i længslen efter at bruge alle sine sommerdage på at ligge med røven i vejret og ordne ukrudt, eller være død-og-pine forpligtet på at klippe hækken inden Sankt Hans.

Det er ok. Hans drømme behøver ikke være de samme som mine.

Han behøver faktisk ikke engang gøre noget som helst i den have, han må hjertens gerne bare nøjes med at være ham, der står ved grillen og sørger for der er øl på køl.

Det er helt ok med mig!

Men det andet problem er lidt mere reelt – for der går lang tid – meget lang tid – før vi nogensinde får råd til at købe noget som helst, der rimer på jordbærbed.

Vi har en meget klar plan; nemlig at få afviklet ALT vores gamle gæld så hurtigt som overhovedet muligt, så vi kan realisere endnu flere af vores drømme – af den slags, som kræver penge.

Vi knokler for det, og den realistiske udsigt er, at vi i 2018 (endelig) får råd til at købe vores egen have – og det hus, der følger med.

Det er fedt at have så konkret et mål at stræbe efter, og vi er megastolte over al den vej vi indtil nu har tilbagelagt.

Der er bare stadig utrolig langt til 2018, og især de dage, hvor havehungeren hiver i mig, og råber til mig, at jeg spilder min tid, når jeg sidder inde i en lejlighed, uden at foretage mig noget nyttigt, noget af værdi.

Så vi snakker utrolig meget om andre muligheder for tiden.

Jeg tror mest det er mig, der snakker – og Fyrbøderen der lytter. En have er nok i grunden mest min drøm.

Så jeg snakker om kolonihaver og kolonihaver og kolonihaver. Og han lytter høfligt, og svarer sødt på de rigtige tidspunkter, og tager med mig ud og kigger på samtlige kolonihaver, der er til salg i hele byen.

Og jeg drømmer og fabulerer, men når det kommer til at træffe en beslutning om at gøre det, så bliver det rigtig svært, på trods af at man får rigtig meget kolonihave for pengene hér i Horsens.

For de penge en kolonihave ville koste – ville svare til, at vi kunne komme et helt år tættere på vores drømme om et rigtig hus.

Og hvad gør vi så?

Sparer vi sammen til en kolonihave, og skubber vores drømme om et rigtig hus med en rigtig have endnu et år længere ud i fremtiden?

Det ville føles som et lille nederlag at skulle føje endnu et år til den trælse pulje. Til gengæld ville vi have et dejligt sted at være, hvor børnene (og jeg) kunne komme på græs, som ville give en god modvægt til lejlighedslivet.

Eller spænder vi ballerne, og finder trøst i tanken om, at når vi når 2018, SÅ skal den have på alle havetangenterne, og det er den helt store drøm, vi er nået i mål med?

Uanset hvad – så bliver det ikke i år, tror jeg. Men jeg tror vi bliver nødt til at lægge en plan, for ellers sidder jeg her igen – endnu mere desperat og havehungrende – næste forår.

“The best time to plant a tree was 20 years ago. The second-best time is now!!”

Men hvilket træ skal vi plante – og vi kan kun vælge ét af dem?

Jeg er i tvivl. Og det er Fyrbøderen også. Og jeg ville ønske, jeg kunne se løsningen.

Og imens sidder jeg stadig hér i lejligheden og føler mig en smule unyttig, mens havehungeren hiver i mig.

Det er fandme godt, at jeg kan strikke. Ellers var jeg gået bananas af indestængt udlængsels-energi for længst!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *