Published by Trine Kok on 21. oktober 2014

Jeg har trævlet mere op, end jeg er stolt af at indrømme…

Alt jeg kan med strik

 

Forleden havde jeg en fed snak med en god veninde. Vi snakkede om garn og strik og opskrifter og workshops, og var forbi alle mulige (og umulige) ideer.

Sådanne snakke er i øvrigt den bedste brændstof, når man har haft en periode, hvor strikkelysten forsvandt.

Da vi var færdige med at snakke sagde hun, sådan lidt henkastet; “Kan du ikke selv se, hvor meget du i virkeligheden har kredset om det der garn og strik i rigtig mange år?”

Nå jo. Jamen det kan jeg da godt.
Tænkte jeg.
Og sad bagefter og kløede mig febrilsk i håret, mens jeg forsøgte at få et overblik over, hvad det er jeg præcis kan med dét der strik…

Så jeg satte mig ned og skrev. Og det lykkedes faktisk for mig at give et nogenlunde overblik over alt jeg kan med strik og garn:

(‘Alt’ jeg kan med strik. Ha ha… Det griner jeg altså selv lidt af…)

 

Jeg lærte mig selv at strikke for 17 år siden. Det vil sig, at jeg har lært det på den hårde måde, og har med garanti begået samtlige (!!) rookie-mistakes der findes. Jeg behersker de fleste teknikker – og kaster mig gerne ud i at lære det, som jeg endnu har til gode at prøve.

Jeg lægger utrolig stor vægt på at tale om strikning og strikkeopskrifter i et sprog, som ALLE kan forstå. Jeg har gennem årene trævlet mere op, end jeg er stolt af at indrømme– men til gengæld betyder det, at jeg forstår, hvordan det er at være en fuldstændig nybegynder. Jeg husker, hvor svært det var at afkode de mystiske strikkeopskrifter, som – desværre alt for ofte – er beskrevet i et kryptisk kodesprog. Jeg husker også, hvor tæt jeg var på selv at give op, fordi jeg troede strikning var et lukket land, som jeg var for dum til at forstå.

Når jeg underviser – og når jeg skriver strikkeopskrifter – ligger det mig meget på sinde at forklare grundigt, hvad der ’sker’. Jeg forsøger altid at tage min læser i hånden og guide dem til en god strikkeoplevelse. Jeg oplever heldigvis tit, at mine elever og dem, som strikker mine opskrifter får en ‘”nåeh, var det bare dét?!”-oplevelse. Det synes jeg er temmelig vigtigt!

Jeg har arbejdet med salg af garn i alle ender af processen. Jeg har stået bag disken i garnforretninger i flere år, hvor jeg har haft daglig kontakt med kundernes behov, spørgsmål om kvaliteter, brug for vejledning til at vælge garn, opskrifter mv, opstrikning af nye modeller, vejlening i forhold til strikketilbehør – og så videre. Desuden har jeg også arbejdet med engros-delen, og har deltaget på garnmesser, både som forhandler og indkøber.

Jeg skriver primært strikkeopskrifter, der henvender sig til de absolutte nybegyndere. Det er min mission, at få smittet så mange som muligt med fiberfeber, og få aflivet diverse myter om, at det er skidesvært at lære at strikke, og at strikning kun er for de gamle og grå.

Jeg har lagt flere gratis opskrifter ud på de sociale medier, og har en lille samling af lidt mere gennemarbejdede opskrifter til salg i min webshop. Der kommer støt og roligt flere til – og desuden har jeg en vedholdende drøm om at udgive en e-bog om begynderstrik.

Jeg sværger til at strikke med så naturlige materialer som muligt. Det er der mange grunde til, men primært pga de naturlige fibres levende egenskaber og æstetik. Naturligvis kan det være nødvendigt med kunstige fibre i et vis omgang, oftes på grund af slidstyrke eller andre nødvendige egenskaber – men jeg arbejder primært med de fibre, der er naturligt forekommende.

I korte træk: Jeg har arbejdet med garn og strik i mere end 16 år. Jeg er uddannet lærer, med håndarbejde som linjefag.Jeg underviser både børn, unge og voksne i at strikke. Jeg arrangerer workshops, kurser, strikkeskole og strikke-event i det offentlige rum. Jeg udgiver strikkeopskrifter, som jeg sælger gennem min webshop. Jeg deler strikkeoplevelser og gratis strikkeopskrifter online. Jeg skriver blog + facebookside om kreativitet, strik og skabertrang.

 

Når jeg sætter mig ned og kigger på sådan et skriv, kan jeg faktisk godt selv se, hvor meget store dele af mit liv har kredset om garnet og strikningen.

Tænk engang, at kunne være SÅ heldig at få lov til at arbejde med dét som altid har været den største kreative fryd i mit liv.

Jeg er sgu en heldig strikkedame!
På facebook snakker vi også en del om strik og kreativitet – kom ind og vær med, det er smadder hyggeligt 🙂

#Freelanceliv

Comments

  1. Trine Kok
    26. november 2014 - 8:51

    Hej Helle 🙂

    Jeg er selvstændig, så jeg søger aldrig nyt job – til gengæld bliver jeg altid inspireret til nye samarbejder med spændende mennesker, simpelthen bare fordi vi ikke KAN lade være 😉

  2. Helle D
    12. november 2014 - 12:16

    Lige et lille drillespørgsmål som trænger sig på her; hvis du føler dig heldig, tilpas og taknemmelig for det du i øjeblikket er i og arbejder med, hvorfor så søge et nyt job? 😉

Comments are closed.