At falde. At flyve


Forandringsaktivist, Optimalt udfordret / mandag, marts 30th, 2015

Man kan føle sig så uendeligt lillebitte, når man står for foden af en kæmpestor mur, der blokerer hele ens udsyn. Ingen vej undenom. Ingen vej igennem. Ingen vej hen over.

Jeg vidste det godt. Jeg skulle over den mur. Det ville koste mig livet, hvis jeg blev hvor jeg var. Jeg ville sygne hen for foden af den, skrumpe ind til en støvet, dårlig efterligning af mig selv.

Jeg havde endda selv bygget, den. Muren. Det var næsten det værste af det hele.

Så stod jeg der og stirrede på en ørken af sten, møjsommeligt stablet ovenpå hinanden. Kendte hver sten. Kaldte dem ved navn. Følte deres hån og skuffelse over mig.

Jeg delte skuffelsen. Så uendlig. Så uoverstigelig.

Jeg tror faktisk jeg havde forventet, at nogen ville forære mig en stige?

Men der kom aldrig nogen.

Der var kun mig. Og muren.

Så jeg blev nødt til at bygge en stige af spejlets splinter, flagrende tanker og splejsede håb.

De mindste splinter. De flygtigste tanker. Det stærkeste håb. Stigen blev nødt til at bære hele min vægt, og jeg havde kun dette ene forsøg.

Med lukkede øjne byggede jeg. I vildskab byggede jeg.

Indigneret. Forfærdet. Med hjertet siddende i halsen og vildskaben brændende i blodet. Stolede fuldstændig på mine hænders intuition, og samlede al mit mod til at acceptere, at stigen ville bære mig, uanset hvor vakkelvorn og uigennemtænkt den måtte være.

Den skulle bære. Den måtte bære. Der var ikke andre options. Byg. Eller dø.

Jeg byggede, til blodet sprang, og holdt stakåndet vejret da jeg skælvende satte fra og løftede mig et skridt tættere på himlen. Men stigen holdt. Den holdt. Den holdt!

Jeg holdt stigen, og stigen holdt mig. Opad. Bare opad.

Jeg ved ikke helt hvordan det lykkedes mig at komme op til toppen, men det gjorde jeg.

Udsigten var… mageløs.

Hjertelammende overvældende, frygtindgydende smuk.

Højdeskræk falder til jorden i sammenligning med den vildskab det var at stå på kanten af verden deroppe, og kun lige akkurat holde balancen.

Vinden piskede mig i ansigtet, og hvirvlede mit hår, tordnede mig i ørene. Blæsten ruskede larmende i mig.

Og dér – mens jeg klamrede mig til den yderste kant af murens indbildte tryghed – gik det op for mig, at der ikke var nogen vej ned igen.

Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle komme ned på den anden side af muren. Jeg havde ikke skænket det en tanke i min desperate iver efter at forcere murens massive uoverstigelighed.

Igen: jeg havde måske forventet at der ville dukke endnu en stige op – helt af sig selv.

Der var ingen vej ned. Ingen vej op. Ingen vej videre.

I et desperat moment fortrød jeg, at jeg overhovedet havde kæmpet mig derop. Jeg var kommet så langt – og alligevel ikke kommet spor videre.

Men bjergtaget af den barske udsigt og vinden, der sled mine sanser i stykker, slap desperationen sit tag i mig, og blev i stedet afløst af en brusende, forførende trang til at gå nærmere, nærmere, nærmere kanten.

Kunne jeg ikke bare at kaste mig ud?

Jeg er faldet så mange gange før. Aldrig rigtig helt med vilje – men alligevel har hvert fald lært mig, at jeg aldrig er gået helt i stykker.

Mit hamrende hjerte gjorde udslaget. Spring, hviskede det.

Jeg sprang ikke. Så modig tror jeg alligevel ikke jeg er.

Men jeg lukkede mine øjne, lyttede til mit hjertes hvisken, samlede mig alt mit mod… og lænede mig fremover.

Der var ikke andre veje. Jeg ønskede ikke andre veje.

I det frie fald er det ikke længere muligt at afgøre, om jeg falder eller flyver. Begge dele. Eller ingen af delene? Måske bevæger jeg mig slet ikke? Måske hænger jeg bare i en stor fortættet bobbel af ingenting,

Muren opløste i øvrigt sig selv i det samme øjeblik jeg slap. Forunderligt at se noget så velkendt, noget så trygt, og noget så forhadt fordufte med et blink.

Men væk er den. Hver en velkendt sprække. Hver en fortærsket fure. Hver eneste sten, som så møjesommeligt var blevet stablet, så nøje studeret.

Jeg falder. Jeg flyver. Jeg trives.

Det føles faktisk hverken som at flyve eller at falde. Det føles som frihed.

Og som jeg skrev i går:

Det frie fald er vel kun farligt, når der er en bund man kan ramme?

(Visited 5 times, 1 visits today)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *