Mareridtsmareridt #185

Vågner af tusinde mareridt.Dukker med knive i hænderne. Åbne vinduer, som noget uhyggeligt behåret med tynde stemmer kravler ind ad. Vingede dæmoner, der flaksende lander på naboens tag.Det er aldrig nogen andre de søger. Kun mig. Jeg gemmer mig under dynens alt for tynde lag af beskyttelse, og ligger inde i den tunge, kogende varme og springer både sved og tårer i mørket. I nat…Continue reading Mareridtsmareridt #185

Ordtørke #183

Som kornet på markerne og de gulnede jordbærplanter i mit bed.Som pindsvinene i buskadserne, som ligusterhækken, som staudebedene, solsortene, bækkene, og samtlige gullige stivstikkende, tørre græsplæner. Vi lider af tørke, så voldsomt at vi skrumper og knaser. Udslukte, tørstige, desperate.Intet kan længere vokse. Hverken planter, dyr eller ord.I denne tørke.

DET BRÆNDER // Helgafjell #182

Hun vidste ikke, hvad der havde vækket hende. Huset var fuldstændig stille, men noget måtte have forstyrret hende. På puden ved siden af hende trak hendes mand vejret tungt. Hun kunne svagt ane konturerne af hans krop, aftegnet som en mørk silhuet i det rødlige skær fra vinduet. Vent? Hvad?Lynhurtigt fløj hun hen til vinduet, og øjeblikkeligt sprang hun ud til telefonen. “DET BRÆNDER!” Hun…Continue reading DET BRÆNDER // Helgafjell #182

Hverdag #181

Og så er der de der dage, hvor jeg intet får udrettet, fordi min hjerne hvirvler tumultagtige omkring, og forsøger at skelne alle hans ord og tanker fra mine egne, i et desperat forsøg på at agere både nærværende voksen og nærværende selvstændig.Det er ikke lykkedes de foregående år. Det kommer heller ikke til at lykkes i år. Jeg har insisteret på, at vi i…Continue reading Hverdag #181

Hun kalder på ham #180

“Hvorfor stopper du?” Jeg spidser ørerne og forsøger virkelig at koncentrere mig. Men jo – det var rigtig nok, det jeg hørte.Jeg vender mig glædesstrålende mod dig, jeg har svært ved ikke at ligne en idiot, som jeg står der og griner overstadigt, fjollet.Du står tættere på mig, end jeg havde forventet. Jeg kan næsten mærke varmen fra din smukke hud og skinnet fra dine…Continue reading Hun kalder på ham #180

Ting, jeg har lært af 6 år som mor til Laurits #179

– Der er altid plads til én mere. Det troede jeg, at jeg allerede vidste, men Laurits evne til altid (!) at ville invitere andre med rører mig dybt, og udfordrer mig lige så dybt. – Nogle børn står altid forrest i køen foran ruden til pingvinerne i Legoland. Og andre gør ikke. Og det ene er lige så rigtigt som det andet – men…Continue reading Ting, jeg har lært af 6 år som mor til Laurits #179