BANG #126

Det mærkeligste er, at de altid dukker op, fuldstændig af sig selv;

De bedste ideer og de der projekter, som jeg bare VED bliver gode.❤️ Der er ikke meget diskret over deres tilstedekomst. BANG, siger det, når de smadrer ind i mit synsfelt og stiller sig så grundigt i vejen for mig, at jeg ikke kan komme udenom. Overhovedet.

Det var ideen om #billythedeadfly der sprang på mig med ét eneste afsæt – og uden tøven gik jeg i krig og brugte 3 år på at strikke en stendød flue.

Det var den der strikkebog (I ved!!), som hang fast på mit ben i årevis – som en skideirriterende møgunge, der simpelthen nægtede at give slip.

Det var drømmen om at have et Skabende Akademi, med højt til loftet og plads til workshops og kurser og store ord, som flyttede så permanent ind i min dametaske, som et klistret bolche, jeg bare ikke KUNNE fjerne igen.

Og så sagde det sgu BANG igen i dag.
For real. Og jeg ved det bare.
Jeg genkender lyden – den lyder fuldstændig som de andre skøre ideer, jeg simpelthen heller ikke kunne slippe udenom. Uanset hvor hårdt jeg så end forsøgte.

BANG. Jeg skal væve bryster. Det er da det jeg skal?!
Ægte, dejlige, ærlige og uldne damebryster.
Og inden jeg fik set mig om, så er vi allerede i gang. Jeg har bryster på hjernen (og i min inboks, hurra!), og pludselig er det ikke engang mit projekt alene mere, for I er også med, og der er allerede nogen, som har plantet ideen om at det skal blive til en udstilling og en bog… Og jeg elsker det allerede helt vildt. Og jeg elsker jer. Og jeg bliver bare nødt til at gå med det.
For det sagde BANG! Og jeg er allerede fortabt ❤️

No Comments

    Leave a Comment