Bræksmag, rystende lemmer og stolthed i blikket

Der er løbet både en del vand, en del tårer, en del kærlighed, en del reflektioner og en del liv gennem åen, siden rutchebanen skramlende forlod perronen.

Det blev den værste rutchebanetur jeg nogensinde har været på – jeg skreg allerede af grundangst da spilværket knirkende hejsede vognen op til det øverste punkt, og mine øjne sortnede af panik, da jeg gennem træværket kunne mærke hvordan toppen blev nået, og jeg blev kastet ud i frit fald.

Ud i intetheden faldt jeg. Og lige der, midt i ingenting, måtte jeg indse at alle falder alene.

Jeg var alene i frit fald.

Jeg greb for mig, forsøgte med det yderste af fingerspidserne at hage mig fast i et hvilket som helst fixpunkt, lige meget hvad, bare det var solidt nok til at bære min vægt, om det så kun var for et splitsekund.

Der var bare ikke noget at klamre mig til, og panikken fik mit hjerte til at galoppere og angsten tordnede mod min fornuft og mine tindinger. Jeg skreg. Igen og igen og igen.

Til højre fløj jeg. Rundt og op. Jeg blev kastet til siden, og fortumlet hvirvlet rundt, med et dybt suk i maven. Det ville aldrig få en ende.

Hver gang jeg troede at banen fladede ud, og jeg forsøgte at sætte mig op og trække vejret, blev jeg suget med ned i nye fald og kurver.

Endeløst. Skånselsløst.

Jeg ænsede intet omkring mig. Vidste ikke hvor jeg var, hvem jeg var, eller om jeg ville overleve.

Men pludselig var vi tilbage ved perronen, og vognen sagtnede farten.

Jeg åndede lettet op, og opdagede til min store forbavselse at jeg holdt en varm og tryg hånd i min. Han sad lige ved siden af mig – jeg ved ikke hvor længe han havde været der.

Men turen var ikke slut endnu, endnu en gang blev vognen trukket op mod det højeste punkt, og jeg trykkede mig mod ham ved siden af mig, og frygtede at denne næste tur ville tage livet af mig.

Men da vi nåede toppen igen var alting forandret. Jeg kunne pludselig se hvor jeg var. Og hvor han var. Og hvor ruchebanen førte os hen.

Jeg kunne se alle sving og kurver, jeg kunne pludselig regne ud hvor mange bump jeg skulle over, før vi igen ville nærme os turens ende.

Himmelen over os var lys, og der var kriller i min mave af den slags, som både og hverken er frygt og forventning.

Det var ikke længere vognen der kastede mig ud i tomheden.

Denne gang var det mig selv der sprang. Med tillid – ud på de 70.000 favne.

Jeg har set så mange tage den tur i rutchebanen før mig. Nogle af dem kører stadig rundt og rundt og op og ned. Andre steg af på halvvejen. Nogen af dem er kun lige steget på. Nogen af dem steg af for flere menneskealdre siden.

Jeg er én af dem, som endelig er stået af. Med rystede lemmer og bræksmag i munden – men med stolthed i blikket.

Jeg blev tvunget til at stole blindt på, at jeg nok skulle overleve, at det nok skulle ende godt. Jeg kunne ikke andet. For da alt andet forsvandt var der kun én eneste følelse tilbage; tilliden til at kærligheden trods alt altid vil være stærkest, uanset i hvilken form den rutcher rundt.

Min ruchebane tog alting fra mig – men har også givet mig alt.

Jeg mener, at lykke er en beslutning man kan træffe. Og jeg traf den beslutning i dét sekund jeg selv slap, og kastede mig ud fra toppen.

Contact: Photographer Peter Nørby Esromgade 15, opg. 2, st DK-2200 Copenhagen N +45 21262146 peter@peternorby.dk
Jeg er blevet så glad for de billeder der er blevet taget til artiklen (af dygtige Peter Nørby).Dette herover er min absolutte favorit, selvom det kun var et splitsekund af et øjeblik jeg sad der på trappen og vi egentlig talte om noget helt, helt andet…

I denne uge fortæller jeg i Alt for Damerne om rutcheture, og om min kærlighed i sine forskellige afskygninger. 

Jeg er meget, meget stolt. 

Og meget ydmyg over at få lov til at fortælle historien om, at ruchebaner ikke behøver skille os for evigt, men måske er nødvendige for at få rystet os sammen på en anden, ny måde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *