27. marts 2018Jørgen og Luna danser. Stilfærdigt. Midt på Jørgens stuegulv. ⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀ Hans arm holder om hendes spinkle talje. Hendes lyse armbåndsklirrende arm hviler let på hans skulder. Hovedet mod hans blå skjortebryst. Hans næse i hendes lyse hår. ⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀ Hun har bare tæer. Sidelæns vipper de, snarere end danser. Flytter vægten fra det ene ben til det andet i en helt…
26. marts 2018Du er mit forår. Du er min blide brise. Du er min sandhed, du er mit hjerte. Når stjernerne i mine øjne synger, så er det for dig. Du er de grønneste af alle grønne spirer i min sjæl. Du er min lyse sommernat. Du er skumsprøjtet på havets vilde, dybtblå bølger. Hvis jeg kunne, så ville jeg skrive sange…
17. marts 2018Sidst jeg havde en far, havde jeg også pandehår. Sidst jeg havde en far, havde jeg også lige været ude og rejse. Sidst jeg havde en far, havde jeg 3 små børn. Sidst jeg havde en far, boede jeg i den modsatte ende af landet. Sidst jeg havde en far, tænkte jeg, at vi har god tid – rigtig god…
11. marts 2018Vi kan skabe store ting. Ud af ingenting. ⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀ Det er ligesom med kærlighed: Det ene øjeblik er der intet. Blot ingenting. Men det næste øjeblik: en kærlighed, en idé, så stor som hele verden selv. Ud af ingenting. ⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀ Det er derfor vi græder. Fordi det er kærlighed. ❤ ⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀
9. marts 2018Jeg har ikke mange smykker, men dem jeg har rummer alle hver sin lille historie. Disse to, dog. De er mine vigtigste smykker, og de vigtigste historier jeg bærer med mig. Den lyse, sværmeriske blomst med den skævt slebne og helt vildt uperfekte diamant i midten. Ikke engang fatningen er synkron. Den ring ligner mig så meget, og jeg var…
24. februar 2018“Hvad har været det bedste for dig i dag?” Hver eneste aften ved aftensmaden har Laurits en vigtig mission; at spørge os alle, hver og én om netop dette. Og hver aften lytter han tålmodigt og nikker anerkendende, inden han flytter blikket videre til den næste ved bordet: “Hvad har været det bedste for dig i dag?” Men i morges…
8. februar 2018Undskyld – jeg skylder vist en forklaring på mit tudebillede forleden 🖤 Tingene går så stærkt i knolden på mig, at jeg nogle gange glemmer at fortælle mine historier færdige… derfor er min #hvileløsefortælling i dag fortællingen om, hvor naiv man har lov til at være – og om synkronitet ❤ For 10 år siden flyttede jeg til Horsens. Jeg var ensom.…
3. februar 2018Så står hun der på skrænten. Med sit faste blik rettet mod en glemt fotograf. Lige der på skrænten. Midt i det hele. “Tøseholdet”… Det er hende, der er mit tøsehold. Fra 1976 til nu. Jeg er der også. Nogen pudser min næse, derude til højre. Og min søster er der også. Under kalechen til venste. Og der står hun…
23. januar 2018Jeg husker den sommer, hvor jeg var bange for alting, og især for min egen skygge. “Jeg tør ikke”, hviskede jeg når han kiggede på mig med dét der blik. Også selvom jeg vidste han havde ret. Jeg kunne ikke blive ved med at gemme mig. Den eneste jeg gemte mig for var mig selv. Og så naiv er ikke…
20. januar 2018Vilde frie barnehjerte. Der ligger du og sover med fred på din pande og kys på din mund. Lille vidunderlige eksplosion af fabulerende fantasi. Du betager mig med din ligefremme glæde, dine småbitte kæmpestore kloge ord. Du er slet ikke gammel nok til at iagttage verden som du gør, men som du alligevel ser så klart. Smukke dreng, du lever…