Den stue

Dén stue er stadig det bedste der er sket i det nye år!

Forandringen er mærkbar.
Den er så tydelig at jeg stadig mærker overraskelsen ramme mig hver eneste gang jeg kommer derind. Selvom det er en uge siden væggen blev revet ned, rutscher mit mellemgulv stadig en anelse sidelæns når jeg træder ind over dørtrinnet.
Stuen er jo stadig den samme. Og alligevel overhovedet ikke.

For en uge siden var der to rum.
Når jeg trådte ind ad min hoveddør faldt mit blik som det første på den umøblerbare stue. De hvide vægge formåede altid at bremse mit blik, så jeg sjældent så højere op end til dørhåndtagene.

Luften derinde var ulidelig. Hvis det var koldt, kunne jeg være stensikker på at entreens omklamrende kulde var krøbet derind i løbet af dagen og havde lagt sig som en klistret hinde på gulvet og op ad væggene. Hvis vejret var mildt og lunt kunne jeg være sikker på at luften derinde ville stå stille og kvalm, og snigende ville den liste sig ind i min næse, tør og støvet.
Der var kun ét vindue (med sol-allergi), der ligesom havde gemt sig ovre i det ene hjørne. Hvis jeg var helt utrolig heldig var der måske en spinkel lysplet midt på dagen, som skrøbeligt ville kravle skråt op ad væggen for til sidst forskrækket at gemme sig oppe i et hjørne.
Det nøgne gulv gav altid genlyd, uanset hvilke sko jeg havde på. Selv mine bløde filttøfler med den glatte sål, kunne få gulvets brædder til at lave en gungrende lyd, lige så vild som en hel børnehave der slog katten af tønden.

Men så gjorde vi det!
Vi væltede sgu den væg, gjorde vi.

Vi bankede og slog, hamrede og smadrede. Lettelse og begejstring gav os styrke. Brag fulgte dunder og hvinen fra brækjernet – men den lyd jeg husker bedst var vores lettede latter. Og den hvislende, nyåbnede håndværkerbajer!
Støvet dalede ned som forsinket, gullig julesne og lagde sig i tykke kager på alle flader. En tur hen over det før så gungrende gulv føltes nu som en kanetur på en julenat.
Alle lyde blev dæmpet af det tykke støvlag, og de uklædelige masker vi bar. Vores stemmer forsvandt, og det samme gjorde vi selv, efterhånden som vi også blev dækket af støv og smuld.
Spandevis blev fyldt med grus, og vores arme og ben knagede og værkede efterhånden som de blev båret ud.
Støvsugeren jagtede brummende de sidste rester fra vores vilde værk, og endelig kunne vi se vores resultat. Vi stod længe og nød et endeligt farvel til den triste stue, og bød i tankerne velkommen til et væld af liv og aktiviteter i husets centrum.

Jeg er stadig målløs! Tænk engang at én væg kan gøre den kæmpe forskel.
Når jeg nu træder ind i min stue er det brændeovnen jeg ser først. Den matte, sorte flade fanger mit blik og står kontrastfyldt mod de hvide vægge.

Det orange skær fra dens indre stråler mig i møde som en kæmpestor varm kyklop der blinker mig ’velkommen hjem’.
Det store åbne rum åbner sig, og stukrosetterne i loftet kaster lange, tydelige skygger i den lave vintersol. Det store vinduesparti der nu er en del af én stor stue kaster lys ind i hele rummet, og i dag var jeg rigtig heldig for strålerne strakte sig helt ind for at lave en rede til mig i sofaens hyggehjørne.
Det store ellipsebord har fundet sig tilrette i karnappen, og børnene ligeså.

Rummet indbyder til leg, rod, kreative aktiviteter, fællesspisning, grineflip, sy-projekter, dukkeoptog, lego-tog, garn, gaver, mad… LIV!

(Dette indlæg er skrevet på baggrund af trick 4, der opfordrer til at tage alle sanserne i brug når man skriver.)

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *