DET BRÆNDER // Helgafjell #182

Hun vidste ikke, hvad der havde vækket hende.
Huset var fuldstændig stille, men noget måtte have forstyrret hende.

På puden ved siden af hende trak hendes mand vejret tungt. Hun kunne svagt ane konturerne af hans krop, aftegnet som en mørk silhuet i det rødlige skær fra vinduet.

Vent? Hvad?
Lynhurtigt fløj hun hen til vinduet, og øjeblikkeligt sprang hun ud til telefonen.

“DET BRÆNDER!”

Hun var overraskende rolig, tænkte hun ved sig selv. I den anden ende af linjen havde hendes ord den nødvendige effekt. Inden hun lagde på, var det første udrykningskøretøj på vej.

Men dette var ikke en almindelig brand, som både Fru Hennesson, redningsfolkene og resten af beboerne på Heimaey hurtigt nok blev klar over.
Noget var sket.
Noget ondt havde fundet en sprække og stukket sin svovlhede tunge frem, og slikkede grådigt den kolde islandske ilt i sig.
I mere end 5000 år havde Helgafjell siddet tungt og tavs, som en stum iagttager af det liv, der udspillede sig for hendes fødder.
I tusindevis af år havde hun ventet.
Generation efter generation af mennesker kiggede dagligt op på hende. Granskende. Nysgerrige, måske?
Men mennesker er vanedyr, og deres bekymring blev hurtigt nok afløst af en anden følelse; ligegyldighed.

Man må aldrig tage tavse kvinder for givet.
Der er noget ildevarslende over Helgas stilhed. En tung, ildevarslende fornemmelse af, at den gamle dame havde mere at skulle have sagt.
Er hun død? spurgte folk hinanden.
Eller måske sover hun bare fredeligt?

22. januar 1973 brød hun endelig sin tusindårige tavshed, og spyttede al sin diabolske vrede så langt ud over øen, at ingen længere var i tvivl.

Helgafjell var ikke uddød. Hun var levende. Og hun var vred!
5000 års indestængt vrede regnede ned over øen og antændte huse, jog alle beboerne langt væk og begravede de vindblæst marker i et tykt lag sort aske.
Ingen kan overleve her, synes hun at hvæse.

Men Helga havde glemt én eneste afgørende detalje; 
Fru Hennesson – og med hende øens øvrige beboere – var alle vokset op i vulkanens golde skygge.
Og da Helga endelig hvæsede ud, efter 6 måneders vrede; gjorde de det, som islændinge gør: de skovler ufortrøden asken op – bygger nyt ud af ingenting.
Og genopstår.

Bonus nørde-info :🙈😬
1/3 af byen ved vulkanens fod blev begravet i aske. På trods af de massive ødelæggelser og den konstante risiko for yderligere udbrud flyttede mere end 80 % af øens befolkning tilbage til øen, og genoptog livet, der hvor de slap! 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *