Det er død-hårdt at være teenager #32

Engang havde jeg en veninde. Vi var 14 og fnisende.
Bare lige pånær, at min veninde ikke havde særlig meget at fnise af, faktisk. Hendes mor var død, og hun boede nu hos sin onkel og tante i familiepleje. De havde ikke meget, men de havde nok. Nok til at min veninde kunne bo der, i hvert fald.
Jeg var 14 og fnisende, og jeg forstod i grunden nok ikke særlig meget af den virkelighed min veninde kom fra.
Hun var 14 og fnisende, og hun gjorde hvad hun kunne for at føle sig så normal, som man nu kan, når man lige har mistet sin mor, og nu bor langt ude på landet hos nogle mennesker, man i grunden ikke kender. ⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀
Men en dag blev hun inviteret hjem til sin mors fine familie. Sådan en pæn familie fra en større by. Sådan en familie, hvor man klæder om til middag, og ikke rigtig viser følelser, eller ved hvad man skal stille op med en fnisende forældreløs 14årig.
Så jeg kom med.
Og inden vi tog afsted forærede min veninde mig den fineste skjorte, som havde tilhørt hendes mor. Vi fnisede lidt af det hele, og tog afsted. ⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀
Min venindes fine familie tog pænt imod os. De havde glædet sig, sagde de, selvom jeg ikke rigtig kan huske at de smilede, da de sagde det. ⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀
Og vi blev vist til vores værelser, fuldstændig som vi havde set på film, og fnisende klædte vi om til middag i vores pæneste tøj.
Da gongen lød gik vi ned til spisestuen, hvor bordet var overflødigt dækket.
Og der sad hele min venindes fine familie med stive miner og gloede chokeret på min venindes fnisende 14årige veninde, der ankom til middag iklædt deres afdøde datters tøj.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *