Dømmer mig i tavshed #84

Jeg kan mærke dine øjne i min nakke
Når du iagttager mig og dømmer i tavshed
⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀
Du er den farligste ven jeg nogensinde ikke ønskede at få.
Med dit falske smil og din laden som om, og din giftige tunge, der gerne talte om andre.
Jeg går gennem byen og bekymrer mig for at støde ind i dig om det næste gadehjørne.
Jeg gemmer mig af vejen, for ikke at blive set.
Jeg kan ikke overskue, at du får mig til at føle mig så uduelig som menneske.
Som en bakterie eller en svamp, som man rynker på næsen af og ikke har lyst til st røre ved.
⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀
Du sagde at jeg skulle være ærlig, at du ønskede dig en ven, som ville sige tingene som de er.
Men da jeg gjorde det, skreg du skingert af såret fornærmelse over min indlysende ufølsomhed.
Jeg har ikke bedt om det her, skreg du.
Hvad er du for et slags menneske?
Og så vendte du ryggen til og gik i væmmelse.
Og jeg var for chokeret til at vide hvad jeg skulle svare. Jeg troede? Men troede fejl.
Og jeg skammer mig.
Jeg skammer mig så meget, at du bliver ved med at forfølge mig i drømme.
At jeg gemmer mig, så du aldrig får øje på mig mere. ⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀
Jeg skammer mig over at jeg troede på din falskhed. Jeg skammer mig over at jeg har såret dig så brutalt, og jeg stadig ikke helt forstår hvordan.
Jeg ved du taler med gift på tungen om mig nu.
Det kan jeg leve med. Jeg ville dog bare ønske jeg forstod hvordan jeg udløste din skingre, giftige vrede – så jeg kunne gøre det om igen? ⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀
Jeg kan mærke dine øjne i min nakke.
Og jeg gemmer mig, som en rådden bakterie af beskidt ærlighed, der ikke fortjener andet end den væmmelse, du lod tilbage.
Jeg ved ikke om jeg tør møde dig igen.
Og jeg forstår stadig ikke hvorfor du blev dén ven. Den farligste ven, jeg aldrig nogensinde ville ønske jeg havde haft

(Visited 13 times, 1 visits today)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *