Du har fandme ingen respekt for de ældre!

Du har fandme ingen respekt for de ældre!
Jeg sad og syede strik på en cykel, da han kom hen til mig.
Der var mange besøgende på Blomsterfestival, så jeg registrerede sådan set ikke ham fra de øvrigte nysgerrige gæster.
Mange havde grinet og smilet over vores arbejde med den strikkede have – og cyklen, der stod forrest på standen – og mange var blevet hængende og faldet i snak.
Men ikke ham her. Han stod og gloede, og jeg troede faktisk bare, at han var nysgerrig og havde lyst til at sludre, ligesom de adskillige mange andre Blomsterfestival-gæster.
Men så begyndte han at sige ting.
Sådan lidt platte ting til at starte med. Jeg smilede, og svarede han lidt kort tilbage, og forsøgte at lade som om jeg var dybt optaget af mit arbejde med strikkeriet. Jeg kunne godt mærke, at han ikke var som de andre, der gerne ville falde i snak.
“Dengang jeg var ung, da var et håndværk noget nyttigt. Jeg er født i 50’erne, og jeg kan godt sige dig, at det var ikke for sjov. Det blev bare endnu værre i 70’erne og 80’erne”
Jeg smilede undskyldende til ham, og tænkte han ville gå sin vej, hvis jeg lod være med at svare ham for meget. Så jeg nikkede bare, og smilede.
Nu råbte han.
“Den cykel skal da have noget maling i stedet for sådan noget pjat! I fylder og støjer og larmer. Sådan er ungdommen nu til dags”
“Hvad med at foretage dig noget nyttigt i stedet for? Strik en sweater eller få dig et arbejde.”
Jeg forsøgte at stoppe hans råbestrøm med et smil, og ville gerne forklare ham at vi var deltagere på Blomsterfestival, og vi var i gang med at lave en udstilling med strik og blomster.
Jeg tror ikke han hørte mig.
Jeg forsøgte også at indføre, at jeg ikke helt kunne forstå, hvorfor jeg skulle skældes ud på den måde?
Det hørte han vist heller ikke.
Til gengæld råbte han nu meget højt, og lænede sig ind over mig, mens jeg sad der på asfalten foran ham.
“Du har fandme ingen respekt for de ældre. Du skulle skamme dig, skulle du!”
Jeg var ved at blive rigtig ked af det nu, og havde mest lyst til at han skulle gå sin vej igen.
“God dag”, sagde jeg til ham. “Jeg håber virkelig din dag bliver god, og du må finde noget som kan gøre dig glad et andet sted”
Det mente han ikke der var den mindste chance for, hans dag var fuldkommen ødelagt nu. Og så stavrede han højlydt vrissende videre.
Jeg græd, men kun lidt. Nok mest af chok over at støde ind i en konfrontation, da jeg mindst ventede det.
Men jeg har virkelig tænkt meget over det han sagde.
“Du har ingen respekt for de ældre”. Sådan var ordene. Og jeg bliver så skuffet, hver gang jeg hører dem for mig
– og jeg har næsten lyst til at finde ham igen, simpelthen for at forklare ham noget meget, meget vigtigt.
Det er jo netop AF RESPEKT for de ældre – eller i hvert fald for det lange, traditionsrige og stolte håndværk – at jeg sad der og arbejde med strik i det offentlige rum.
Fordi vi har et håndværk, som simpelthen er ved at forsvinde ud af vores uddannelsessystem – og dermed også ud af de næste generationers bevidsthed. Det gælder ikke kun strik, men mange typer håndværk og manuelle udtryksformer.
Jeg sidder jo NETOP og strikker derude midt i menneskemylderet for at skabe en øget opmærksomhed. Nysgerrighed.
Give folk lyst til at komme hen og snakke, røre ved garnet, og – måske – selv fatte pindene og gå i gang.
Få dem til at grine af de tossede ting vi strikker.
Få de ældre kvinder til at fortælle historierne om, hvem der lærte dem at strikke engang for længe siden.
Få mændene til at fortælle om deres mødre, der strikkede.
Eller om de kreationer, som de selv har viklet sig ud i.
For at få de unge kvinder til at indse, at det ikke kun er bedstemødre, der strikker.
Få dem til at opdage, at strik er langtfra kedeligt – men sundt, rekreativt, stolt og smukt,
For at få børnene til at plage deres mødre og bedstemødre, om ikke de også skal strikke sammen, når de kommer hjem.
Jeg ville så gerne have nået at fortælle ham alt det.
Strikkemennesker er rare mennesker. My kind of people. Fulde af respekt og kærlighed og venlighed. Man kan ikke være andet, når man strikker!
– fordi vi konstant strikker omsorg og omtanke ned i hver eneste lillebitte maske, og sender kærlige tanker på dem vi strikker sweatre, sokker, huer, cykler og haver til.
Jeg er fuldstændig enig med den vrede mand.
Vores gamle, stolte, traditionsrige håndværk fortjener at blive omtalt og behandlet med respekt.Måske bliver vi nødt til at putte det i nye former, strikke noget nyt og hidtil uset, for at det også fanger an hos de næste generationer. Men indholdet er altså fuldstændig det samme, som det altid har været:
Én snor. To pinde. Og kærlighed i hver eneste maske.
Det kommer jeg aldrig nogensinde til at ville lave om på – uanset hvor meget jeg bliver råbt af!
I bund og grund synes jeg, at det mest er synd for den ældre herre, der ledte efter ét eller andet at hidse sig op over den dag.
Han havde formentlig en mega dårlig dag.
Måske han burde lære at strikke??
(Visited 134 times, 1 visits today)


6 thoughts on “Du har fandme ingen respekt for de ældre!”

  • Øv for en oplevelse. Han havde åbenbart bare brug for at komme af med noget galde, så var det åbenbart dig der stod for skud. Håber at du har fået rystet oplevelsen af dig , og at du endte med at have en rigtig god festival. Jeg udgiver et indlæg med lidt billeder i morgen, hvis du vil se (endnu) flere billeder. 🙂
    Hav en god aften Trine

    • Det tror jeg også, og ved du hvad, det er faktisk på en måde ok. Jeg kan heldigvis godt tåle det – og endda også finde ud af at vende det om, og måske finde noget positivt i de ting han sagde. Hvis han ikke havde råbt af mig, så ville jeg jo ikke have haft anledning til at tænke over, præcis hvor meget jeg faktisk synes at vores håndværk skal være synligt, så endnu flere får lyst til at lære de gamle teknikker, vel 🙂
      Glæder mig til at se dit indlæg – tak skal du have 🙂
      Kh Trine

  • Jeg synes der er en meget væsentlig ting både du og den vrede mand overser. Han har ingen respekt for unge mennesker! Han føler, at det er hans ret at skælde et fremmede menneske ud, som intet har gjort ham, mens han kaster om sig med generaliserende floskler om yngre mennesker. DET er en meget overset del af “unge mennesker nu til dags”-hetzen. Det er ekstremt respektløst. Og derudover synes jeg ikke han lyser helt rask. Demens? Huntingtons Chorea? Skizofreni? Don’t mind him. Han lever alligevel i en parallel verden.

    • Måske? Det ved jeg jo sådan set ikke om han har eller ikke har – jeg kender ham jo ikke 🙂
      Jeg ved heller ikke om han fejler noget, det vil jeg helst ikke gøre mig til dommer over. Men jeg tænker, at han har haft en rigtig træls dag, og det var mig og strikkeriet, der var den udløsende faktor.
      Men omvendt kan man jo også sige, at hvis ikke han havde hidset sig sådan op, så ville jeg jo ikke have set så klart, lige dér, hvorfor det er så vigtigt, det jeg gør med mit arbejde 🙂

  • Øv sikke en dum oplevelse. Tænker at det helt sikkert ikke var dig han var vred på, du var bare det lettilgængelige offer for en sorg eller frustration uden holdeplads. Kram

    • Det tror jeg også, Christine. Jeg har siddet lige dér og været hans anledning til at få afløb for noget indestængt. Det er egentlig også ok, jeg overlever nu nok 🙂
      Men det er tankevækkende, at han konkluderede at jeg forsøgte at genere ham med vilje med mit strik, ik?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *