Dumme mor #172

Bob! Din vidunderlige, fantastiske, helt igennem gennemførte lille… lort!

Hvordan kan man glemme sådan noget?
Jeg mener… jeg har været mor mere end 20 år?! Og så står han dér med alle de tricks og badutspring og renden-om-hjørner som alle andre unger på næsten 6 år – og jeg himler med øjnene og bliver verdens mest lortede mærmor.

Jeg burde vide bedre! JEG burde vide bedre!
Det er jo trods alt mig, der er den voksne. Mig. Moren.
Og alligevel så er det mig, der står og tramper i jorden med tårene helt oppe i øjenkrogen og stemmen knækket over i skinger falset. Fordi han gør noget andet end dét jeg forventer.

Og hvad er det så han gør, der får mig helt derop?
Tjo. Han er sådan set bare 6 år og lige startet i skole og i gang med at gøre alt det, som man skal gøre, og teste alle de grænser, man skal teste – når man næsten er 6.

Og mig? Jeg er næsten 42 og har været mor i halvdelen af mit liv.
Og jeg står stadig og tuder af hidsig arrigskab, når knægten nægter at få vasket hår. Eller kalder mig dum. Eller græder, for at få sin vilje.

Hvordan kan man glemme sådan noget? Et halvt livs erfaring med at være forælder plus en pædagogisk udannelse i bagagen?
Og alligevel er det mig, der stadig står her og tramper i jorden som… ja, som en 6årig.
Hvornår lærer jeg det?
Bob! Jeg lover at kramme dig lidt ekstra i morgen. I morgen bliver bedre. Din lille lort.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *