Eksistentiel ensomhed

Da jeg studerede havde jeg en rigtig nær veninde, som jeg foretog mig alt sammen med.

Alt. Faktisk.

Vi sad altid ved siden af hinanden til forelæsninger, var altid sammen i pauserne, grinede af de samme jokes, strikkede de samme ideer, inspirerede hinanden i vores påklædning, skrev alle vores eksamensopgaver i fællesskab, sås i tide og utide, og tvang vores familier til også at ses og holde af hinanden.

Vi tænkte de samme tanker, havde samme drive, sparkede hinanden videre og grinede af det hele imens.

Jeg følte mig som en del af en helhed sammen med hende.

Og da verden drejede og forandrede sig, og vi ikke længere havde hinanden på tæt hold følte jeg mig amputeret, halveret.

Jeg sørgede i flere år over tabet af hendes nærhed og dét vi havde sammen.

Det er et par skilsmisser, et par børn og det som føles som et par liv siden. Hun bor i den anden ende af landet nu (og det gør jeg jo sådan set også…), og der er ingen ond vilje i den måde tingene formede sig på – de ændrede sig bare, fordi verden omkring os gjorde.

Men følelsen af det vi havde dengang er stadig meget levende i mig.

Følelsen af at høre sammen med én, der ved hvad man selv tænker, inden man får sagt det højt. Som driver én videre med kærlig kritik, forstår både kvaler og lykke, og inspirerer.

Det var første gang jeg oplevede, at vi – når vi var sammen om at gøre noget – kunne gøre det endnu bedre, end hvis jeg bare havde gjort det alene.

Forstå mig ret – det handler om kærlighed og fællesskab – men i en anden bøjning end det, man har med sin mand.

Det her er en anden følelse, som i sin form og sin beskrivelse minder utrolig meget om et kærlighedsforhold – men hvor omdrejningspunktet ikke er kærlighed og sex, men et eksistentielt åndsfællesskab.

Det handler om spejlet, man holder op foran sig selv. Følelsen af at høre til, at man har fundet sin stamme, sin tribe – sit eksistentielle tilhørssted.

Lige siden har jeg ledt efter den følelse igen.

Men verden har ændret sig, og det har jeg også.

Jeg tror ikke jeg finder lige præcis den følelse igen.

Jeg har fundet andre følelser, andre eksistentielle tilhørssteder – andre veninder af samme kaliber, som jeg elsker højt for dem de er, og det de giver mig lov til at være for dem.

Men der er en forskel.

Og forskellen består i, at der er ét meget tydeligt område, som jeg ikke kan se genspejlet, når jeg holder spejlet op.

Jeg vil noget med det her liv. Jeg vil ikke nøjes med blot at være her. Jeg vil gøre mit allerbedste for at trække nogen spor efter mig, mens jeg er her.

Måske kun små skrammer i overfladen? Måske dybe plovfurer?

Jeg ved ikke hvorfor, men det er sådan det er – og jeg er holdt op med at stille spørgsmål ved det. Jeg ved bare med mig selv, at det er af enorm betydning i mit liv, at jeg får sat et aftryk mens jeg er her.

Jeg tror ikke jeg finder den følelse igen – som jeg havde dengang sammen med hende.

Så meget er jeg ved at være klar over.

Verden har drejet for mange omgange, jeg er blevet en anden. Mere voksen. Mere moden. Mere erfaren. Mere vidende. Mere kynisk, måske?

Jeg ved nemlig godt – efter at have sloges med det i flere år – at jeg er en ener.

Det er vi såmænd allesammen – men hånden på hjertet og jante aside – der går ikke mange rundt i verden af min slags.

Det er et spørgsmål om modenhed, tror jeg. Alder, måske? At turde være sig selv, at turde følge egne drømme, egen vilje. Ikke være bange for andres dom eller kritik. Og heller ikke være bange for anerkendelsen.

Men det er ved at gå op for mig, at når man i så høj grad er blevet en ener, så er der helle ikke noget spejl i verden, der kan spejle én tilbage igen.

Jeg er blevet så meget en ener, at illusionen om at finde en sjæleveninde, en soulmate, én der drømmer de samme kreative drømme som mig, og har nosser nok til også at handle på dem – hun findes formentlig kun i min fantasi.

Jeg sørgede i mange år over tabet af mit venskab, og det går op for mig lige nu, at jeg stadig sørger – men over erkendelsen af, at hverken dét venskab, eller et der ligner, vil komme igen.

Jeg har gået og ventet på det.

Ventet på at et venskab af den kaliber ville dukke op igen, så jeg kunne komme i gang igen med alle de drømme, som jeg skulle dele med hende.

I min drøm ville der ikke være grænser for al den kunst vi skulle lave sammen, alle de bøger vi skulle skrive, alle de workshops vi ville finde på at holde, al den undervisning vi skulle revolutionere.

Men hun kommer ikke.

Det føles enormt sørgmodigt at tænke sådan, men måske er det den voksne, kyniske side af mig, der endelig er ved at indse noget.

Det åndsfællesskab jeg higer efter – det kommer ikke. Ikke foreløbig i hvert fald.

Og den næste tanke er meget værre. Men nødvendig.

For grunden til at jeg har ventet og ventet – og higet og higet efter én at dele vanvittige, kreative drømme med – er fordi jeg er bange for at gøre det selv.

Jeg har klamret mig til en gammel illusion om, at jeg kun kan noget, hvis jeg gør det sammen med andre. Og det er på tide at sige stop nu, selvom det gør SÅ ondt at erkende, at det fællesskab, den følelse af tilhør og gensidig åndsfællesskab, kun har levet i min egen fantasi.

Jeg er ikke færdig med at sørge – lidt – over den erkendelse.

Men når jeg er færdig med det, og det bliver jeg, så er det på tide at gøre alt dét, som jeg har ventet med at gøre, i håbet om at ‘hun’ ville dukke op lige om lidt.

Skrive alle de bøger. Lave al den kunst. Holde alle de workshops. Revolutionere den undervisning.

Hvis jeg ellers kan finde modet til det, her i min eksistentielle ensomhed?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *