En anden god gang #125

Der var en (anden god) gang, hvor jeg sad ved et andet bål.
Det var et godt bål. Det var det sgu.
Ok, måske var vi lidt fulde, da vi fik øje på naboens kat, der spankulerede omkring i mørket.
I hvert fald var der én af os – og jeg er altså ret sikker på det ikke var mig – der højlydt begyndte at undre sig over, om dyr kan blive skæve?
Så vi besluttede os for at give det et forsøg. Altså – lige pånær, at katten helt sikkert havde lugtet lunten, og derfor skyndsomt forføjede sig.
Jeg har ingen erindring om, hvordan det skete – men katten kom pludselig hen til bålet og satte sig og gloede. Én eller anden så sit snit til at blæse en stor, fed sky af røg lige i hovedet på den. (Sådan husker jeg det i hvert fald!) Spændte iagttog vi kattens mindste bevægelser. Blev den skæv? Hvad gjorde den nu?
Fnisende sad vi og gloede på katten.
Katten gloede bare på bålet. Tilsidst trak den let overbærende på skuldrene og spankulerede bort. Tilsyneladende fuldstændig upåvirket…
Jeg husker ikke særlig meget mere fra den aften. Andet end at vi hurtigt blev enige om, at det sgu nok var nemmere bare at gi’ den en øl en anden gang…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *