En helt ny vej

Jeg ryster af angst over hvad jeg har gjort!

Jeg har bevæget mig ud i det ukendte, uudforskede terræn – uden kort eller kompas. Jeg kender hverken dagen eller vejen – jeg ved blot at jeg står overfor en stor udfordring.

Jeg har valgt at sige mit job op!

Jeg har INGEN anelse om, hvad der skal ske nu – men jeg glæder mig til at finde ud af det.

Jeg spekulerer i disse uger på, om det overhovedet var meningen at jeg skulle være lærer?

Jeg er klar over at jeg er god til det – men når jeg tænker tilbage var der tegn gennem mange år på at jeg skulle noget andet. Jeg valgte fx at droppe ud af seminariet første gang jeg var startet, og allerede da jeg sad i mit første job kunne jeg mærke at der ligesom var noget i mit indre billede der ikke stemte helt.

Da jeg var yngre – som i helt lille – fik jeg altid meget ros for at tage mig af mindre børn. Jeg kunne så godt lide at få af vide jeg var dygtig, og jeg opsøgte selv de situationer hvor jeg kunne sole mig i at ‘de voksne’ så hvor omsorgsfuld og givende jeg var.

I mine sorteste stunder bliver jeg helt ked af at tænke på, at jeg i bund og grund nok har valgt at blive lærer for at få ros af de voksne.

Men jeg er voksen nu, og jeg roser ikke mig selv for at stå i noget, som jeg føler giver mig bekymringer og går ud over samværet med mine egne børn, og det er grunden til at jeg må bevæge mig i en anden retning.

Hvilken retning har jeg absolut intet begreb om – hele min identitet er bygget op omkring at jeg da er Trine, læreren, hende der er god til børn. Hvis jeg ikke er dét længere – hvad fanden er jeg så?

Hjælp. Jeg aner ikke hvad der skal ske lige om lidt. Det skræmmer the screaming heebee jeebees ud af mig.

Helt konkret står jeg jo faktisk – midt i en finansiel krisetid med arbejdsløshed – og mangler arbejde om en måned…

Selvforskyldt.

Åårh – min indre kritiker er ved at tage kvælertag på samtlige af mine indre organer! Han brøler til mig, at jeg er skide forkælet og hvad fanden jeg bilder mig ind at tro jeg vil slippe godt fra det…

Men jeg øver mig i at lukke hans rustne stemme ude af mit hjerte, og jeg fortryder ikke min beslutning et sekund. Jeg VED det er det rigtige jeg gør!

Jeg har pakket rygsækken, provianteret og kysset farvel. Nu mangler jeg bare at finde vejen.

Er der nogen der har en lommelygte jeg må låne?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *