En historie, der trænger til at blive fortalt

Jeg har skrevet en del sammen med en journalist de seneste uger – for der er en historie, der trænger til at blive fortalt!

Det er naturligvis historien om skilsmissen, jeg mener.

Jeg har af flere omgange og i mange forskellige sammenhænge forsøgt at sætte ord på alt dét som har gjort min/vores skilsmisse til noget særligt.

For den er noget særligt.

Og den historie har jeg længe haft lyst til at dele med andre, der måske kan finde en snert af håb, trøst og forklaring i vores historie.

Jeg tror ikke at jeg har været klar til at sætte så mange ord, og så mange præcise ord på, som jeg har gjort denne gang.

Men jeg var klar til det nu, og det har været en god og spændende proces at forklare til en helt udenforstående, hvad der har været på spil og hvad der skete med mig både under og efter krisen.

Artiklen bliver bragt i Alt for Damerne i løbet af sommeren.

Jeg ved endnu ikke hvornår – men jeg har fået lov til at se det endelige udkast af den færdige udgave, og jeg er meget meget tilfreds.

Jeg har fået lov til at fortælle de ting om vores skilsmisse som jeg synes er de absolut vigtigste;

– man kan blive skilt på en måde, hvor børnene ikke kommer i klemme i de voksnes konflikt

– man kan blive skilt og stadig bevare respekten for hinanden, og accepten af at kærligheden stadig findes, omend i en anden form

– at et forlist ægteskab ikke er en definitiv afslutning – men også en mulighed for at starte et nyt kapitel på et delt forældre- og venskab i en ny fortolkning

– at det er muligt at blive glad igen. Rigtig glad. Som i nærmest lykkelig.

Jeg er glad og spændt på at se artiklen på tryk! Det gør mig så glad at få bekræftet, at det ikke kun er mig der synes det er en fortælling som fortjener at blive fortalt videre.

Jeg ringede til Overblikket, og fortalte at han lige skulle vide at jeg har skrevet sammen med en journalist, så han ikke selv skulle opdage det, eller høre fra alle mulige andre at hans skilsmisse pludselig var i et dameblad – men at jeg bare lige ville forsikre ham om, at jeg har fortalt om ham og det vi havde sammen med respekt.

Hans svar var: “Det behøver du ikke forsikre mig om, det ved jeg godt, Trine!”

Jeg er helt på det rene med, at vores skilsmisse og måde at være hinandens på ikke nødvendigvis er den rigtige for andre end os selv. Det er ikke en entydig sandhed jeg forsøger at missionere!

Men mit håb er, at jeg med denne fortælling kan vise et alternativ til den gængse opfattelse af hvordan det er at blive og være skilt.

Forleden lørdag kom der så også en fotograf forbi og tog billeder til artiklen – og dét var godtnok en … hmm… skal vi ikke bare sige en NY oplevelse.

Jeg bliver aldrig særlig god til at stå der og ‘se ud’.

Men billederne er blevet rigtig gode (ok – der er nogle af dem som er rigtig dameblads-agtige, og jeg kan næsten ikke genkende mig selv i det setup), men da jeg lige var kommet mig over den værste tøj- og identitetsparanoia lykkedes det faktisk at nyde oplevelsen.

Uh. Jeg glæder mig til at se artiklen på tryk!

Men allermest glæder jeg mig røvmeget over, at den historie bliver fortalt vidt og bredt. Det var på tide, og denne gang var jeg klar.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *