En lille smule fortabt

Der er ikke langt fra forårs-grøn til vinter-sammenkrøllet. Åbenbart.

Der er noget, som jeg ikke har skrevet om et stykke tid. Det har ulmet i al sin fravær og i al min overspringen, og jeg tror jeg har været den eneste der ikke kunne se det ligge og skygge lige bagved al det andet laden-som-om.

Nej, ikke laden-som-om. Det har været noget andet. Måske i virkeligheden et svagt håb om at jeg endelig var dér. På den anden side af en depression.

Jeg tror ikke jeg har narret mig selv, for jeg er faktisk på vej. Jeg er SÅ tæt på, at jeg ligefrem kan lugte den marcipanbløde glæde, der ligger og venter og lokker med blødme og hopla og wuptihuus.

Nej. Det har jeg ikke. Jeg har ikke narret mig selv. Eller ladet som om.

Jeg ER på vej, og jeg VED det kommer. Lige om lidt.

Jeg troede måske bare, at jeg var lidt længere, du ved. At jeg var mere klar til at erobre verden end jeg rent faktisk er.

For i bund og grund er jeg klar-klar-KLAR! Jeg er klar til at springe ud og råbe Bøh til livet – og jeg synes sgu efterhånden også det er min tur?

Men på den anden side er jeg stadig så skrøbelig, at selv de mindste forandringer eller udsving stadig føles overvældende og har brug for godt med tid for at bundfældes.

Jeg havde bare lige glemt det. At jeg kun er klar på den skrøbelige måde.

Og når hverdagen så sker på sin hverdagsagtige måde bliver jeg overvældet af selv de mindste ting. Åbenbart.

Min elskede Fyrbøder har meget om sine buttede ører. Han har brug for min hånd og mit hjerte for at finde den fred han trænger til – og min hånd og mit hjerte er hans, hver dag, hver time, hver stund han har brug for det.

Mit elskede hjem er stadig nyt, og der er stadig meget vi mangler at lære om hinanden. Huset og jeg har pt gang i en konkurrence om hvem der i længst tid kan ignorere de sidste flyttekasser. Jeg tror huset vinder, for jeg er allerede begyndt at knirke i hængslerne. Alle kroge er nye, og alle vaner skal læres forfra igen.

Mine ‘elskede’ cigaretter forsvandt. Det er jeg ikke ked af! Men hvad gør man så? Andre nye vaner der skal læres.

Mine elskede små kæmpestore mennesker fylder mit hjerte, mine ører, mine hænder og mit hus med liv og rod og spørgsmål og nye vaner og stunder som kræver kærlighed og fordybelse.

Et menneske jeg alligevel holder af står overfor et større indgreb i sit liv, og selvom jeg hverken har pligt/ret/lov til det føler jeg alligevel den form for bekymret omsorg man har for mennesker der står éns hjerte nær.

En aftale, af den meget store slags, fylder mit sind og mit hjerte med forvirring og glæde og mere forvirring og endnu mere glæde. Og undren og tankespind. Og mere glæde.

Hverdagen fylder mig med hverdags-liv og hverdags-stress og hverdags-glæder.

Og jeg er bare mere skrøbelig end jeg huskede, og det hele er vidunderligt og stressende og vidunderligt – og i går sagde det pludselig *bang* og så kunne jeg ikke noget som helst. Mere.

Andet end at give mig hen i min elskede Fyrbøders hjerte og hænder og give en lille smule fortabt. Bare lidt.

Også selvom det betyder, at jeg ikke var i stand til at overholde den vidunderlige date jeg havde i dag, med de bedste kvinder i mit liv!

Jeg ved hvor meget energi jeg ville ha fået af at være sammen med dem, men jeg ved også hvor meget energi det ville have krævet af mig at være sammen med dem.

Og jeg græder over ikke at være sammen med dem, og jeg græder over at være skrøbelig.

Men jeg ved det kun er for en stund.

Fordi jeg ER klar-klar-KLAR! Jeg skal bare huske at være det på den skrøbelige måde og give ting lov til at tage den tid ting tar’!

Og om lidt, ikke? Så er jeg klar igen. BØH!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *