En sang #53


Hvileløse fortællinger, Skrivekløe / mandag, februar 19th, 2018

En sang til skyernes spejling i floden. Til tågens ukendte tæthed og asfaltens forfriskende grå.
En sang til ukendte himmelstrøg, som føles helt nye og ukendte på trods af deres tusind år gamle stilstand – blot for mit øje er det hele nyt.
En sang for smagseksplotioner og bævende kuldegys, når nye hjørner krydses med spænding. For ukendt land og kultur.
En sang for mågernes velkendte skrig på fremmede tungemål, for skilte med ukendte instruktioner og egne fumlende forsøg på at navigere i det ukendte.
En sang for sandet under fødderne, for klippernes krumning og cikadernes kalden.
En sang for kirkeklokker og freskoer, for dale og nattehimmel, for lune aftener og flugt over kontinenter.
Det er en sang for alle de rejser, jeg ikke har rejst. For alle de år jeg har drømt.
En sang om længsel og forestillinger om en efterhånden mytologisk verden, jeg stadig har til gode at besøge.

Det er den sang, som en fugl i bur ville synge, som endnu ikke har opdaget at lågen står vidt åben, det er den sang som sirenen nynner, inden hun lokker sejleren ind mod klippernes skær.

Det er en sang til skyerne og floderne, til asfalten og klipperne.
Det er en sang der hedder “Jeg er på vej. Vent! Jeg er på vej.”

(Visited 9 times, 1 visits today)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *