Enhjørninger, arbejdsglæde og andre myter

Jeg øver mig.

Med tungen lige i munden, øjnene stift rettede mod stien foran mig, og håret strittende i alle retninger.

Første januar sprang jeg ud af dagpengesystemet og ind i et liv som 100 % selvstændig.

Siden første januar har mit hjerte galoperet afsted, min opmærksomhed har været forstyrret, min koncentration har været sat på spidsen og mine dage er fløjet afsted.

Jeg arbejder. Jeg arbejde så meget, som jeg aldrig har arbejdet før i mit liv.

Og jeg elsker hvert sekund af det, selvom det er udfordrende.

Dengang jeg var lærer tænkte jeg nogengange, at arbejdsglæden ville komme ‘om lidt’ – når jeg bare lige blev lidt mere sikker på benene, eller når jeg ‘bare lige’ fandt det team/det lærerværelse/den årgang/whatever som ville passe til mig.

Det skete aldrig.

Den kom bare ikke – arbejdsglæden.

Jo, der var glimt at glæde og begejstring og fryd og dejlige børn og søde kolleger. Men når jeg zoomede op var jeg ikke glad. Overhovedet!

Til sidst endte jeg med at tro, at det var fordi arbejdsglæde enten var noget andre lod som om de havde – eller, at det var mig, den var gal med. Arbejdsglæde var en myte, som jeg holdt op med at tro på. Og jeg troede faktisk, at andre løj for dem selv, når de fortalte, at de var tilfredse med dét de lavede.

Det jeg øver mig på for øjeblikket handler om planlægning.

Det handler om at huske at prioritere tiden sammen med resten af flokken herhjemme. Det handler om at stole på, at opgaverne nok skal dukke op, at der nok skal være arbejde til mig – også i næste måned og i næste måned, og måneden derefter.

Men arbejdsglæden – den behøver jeg overhovedet ikke øve mig i at finde.

Den kom snigende ind af bagdøren, og pludselig – midt i al min famlen rundt i at finde vejen og stilen og formen på det her selvstændige liv – opdagede jeg til min store overraskelse, at den stod dér midt på gulvet og gloede begejstret og stædigt på mig.

Den er her – hele tiden, hver dag, hver time, hvert minut. Big time!

Jeg er SÅ taknemmelig over at få lov til at arbejde med de ting, der gør mig allergladest.

Og taknemmelig over – endelig – at have fundet den form, som passer til mig og mit arbejdstemperament.

Er det ikke crazy?

Nu har jeg gået rundt som katten om den varme grød SÅ længe, og har ikke turde springe ud som selvstændig.

Og så sprang jeg – og hvad skete der så?

Jeg fandt den arbejdsglæde – vupti – som jeg faktisk troede var en myte…

Jo. Det er crazy. Og helt fantastisk!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *