Episk shit kender ikke til banaliteter


Skab dig!, Tankespind / fredag, marts 11th, 2016

Rumors.
Amazing plade!

Sidder og lytter til den her, fredag eftermiddag med forårssol i øjnene, og mine drenge, der slænger sig i sofaen.

Det er en virkelig lækker plade. Virkelig lækker.
Totalt anmelderrost og på alle lister over ‘Plader du skal høre, inden du dør’ – og den slags.

‘Rumors’ er sådan en af de ting, som jeg ville ønske jeg havde skabt.

Tænk, at kunne skabe noget så sublimt. Noget, som eftertiden betegner som et episk, skelsættende, tidstypisk og banebrydende værk.
Det må være en vild følelse, når man opdager det. For sådan noget vil man aldrig opdage i fødselsøjeblikket, men først blive i stand til at se retrospektivt.

(Og heldigvis for det, egentlig. Ellers ville mit ego helt sikker stikke voldsomt af med mig…)

Men ‘Rumors’ er et besynderligt album.
Den blev skrevet og indspillet mens diverse bandmedlemmer lå i skilsmisse fra hinanden på krysd og tværs.
Og desuden kogte de omkring i kokain-tåger.

Jeg spekulerer virkelig over det, mens jeg sidder her og lytter.

Hvordan gjorde de det?
Og ikke mindst – hvorfor?
Hvorfor blev de ved? Hvorfor stod de op hver dag og gik i studiet. Øvede. Indspillede.

Hvor fik de energien fra? Hvad var det for et flow de var i?

Jeg forsøger at forestille mig, hvordan det må have været.
Sidde der og øve præcis de samme numre, igen og igen og igen. Tage dem om. Finde på nye muligheder, nyt materiale.

Igen og igen og igen – og det sammen med blandt andet det menneske, som du er ved at blive skilt fra.

Havde det ikke været nemmere at give op?

Hvad fik dem til at blive ved?

I en vanvittig kaotisk situation, hvor alting har sejlet rundt – hvad i alverden har så fået dem til at blive. Fortsætte med at gøre det de gjorde. Spille videre. Skrive videre.

Kokain-skæve og skilsmisse-frustrerede – og alligevel skabte de et af 70’ernes mest fantastiske albums. Et album, der er gennemarbejdet, godt håndværk. Lyrisk skarpt og ørehængende melodisk.

Og på ét eller andet tidspunkt har de besluttet sig for at udgive den plade, selvom de måske har tænkt at det var den sidste de skulle lave.

Det tænker jeg godtnok også en del over.

Jeg synes selv jeg har svært ved at ’sige farvel’ til mine projekter – mine hjertebørn – selvom jeg hverken er skilsmissefrustreret eller knokkelskæv.

Hvornår er et værk færdigt? hvornår er det klar til at forlade kunstnerens hænder?

Hvornår er kunstneren nået så langt med sit værk, at hun trækker vejret dybt ind og siger: Nu. Nu er det færdigt.

Trampedach sagde: “Et billede bliver aldrig færdig – men på et eller andet tidspunkt holder jeg bare op med at male mere på det.”

Fleetwood Mac har velsagtens haft det på samme måde – kaos eller ej?
På et eller andet tidspunkt har de besluttet, at nok var nok – og udgav.

Det er svært at afslutte ting.

Én ting er at give slip på dem – men det er en helt anden og meget værre/større følelse at sende noget af sig selv ud i verden, og lade det leve sit eget liv.

Vil det blive godt modtaget. Kan modtageren lide det, eller hader de det?
Vil jeg fortryde at jeg sender det ud nu, og ikke først lidt senere, når jeg har gjort lidt mere ud af det. Eller måske først endnu senere – så kan jeg nå at gøre det perfekt, inden det skal ud og møde verden og vurderes.

Hmmm.

Måske er det faktisk lige præcis dér forskellen ligger.
Det er måske bare nemmere at sende sit hjerteblod ud i verden, når man er skrællet ind til knoglerne af følelse-orkaner og heftige mængder kokain.

Måske? Jeg ved jo af gode grunde ikke hvad de tænkte, dengang i 77.

Men jeg tænker over det, når jeg sidder og lytter til min vinyl, her knap 40 år senere.
De skabte noget vigtigt – noget, der betød noget for dem selv – selvom de stod midt i et kaotisk virvar.

Og jeg sidder her, knap 40 år senere, og synes stadig det holder.
Teksterne, musikken, opsætningen, gennemslagskraften.

Gad vide om jeg nogensinde kommer til at skabe noget, som andre vil sidde og kigge på om 40 år og tænke: Gad vide, hvad hun tænkte?

Man kan aldrig vide, om det man skaber kommer til at holde i 4 dage eller 40 år. Uanset om man er musiker, forfatter, håndstrikker, mor eller billedkunstner.

Jeg tror ikke vi skaber for fremtidens skyld. Jeg tror vi skaber for vores egen skyld. For nutidens skyld.

For at kunne holde ud at være lige præcis midt i det liv der leves lige nu, formoder jeg.
Skilsmisser, kokain eller bare ganske almindelig hverdag.

Episk shit kender ikke noget til den slags banaliteter.

Og det er jeg sgu i grunden ret glad for.

Så kan jeg nemlig sidder her i forårssolen og lade mig rive med i tankevirvar over en 40 år gammel udgivelse, og håbe på, at noget af det jeg skaber giver mening, der hvor det skal.

 

(Visited 16 times, 1 visits today)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *