Er det en selfiestang du har i lommen – eller er du bare glad for at se mig?


Kreativitet / mandag, december 21st, 2015

 

Kender du det der med at udskyde noget igen og igen og igen?

Jeg har gået som katten om den varme grød i alt for lang tid, for at tage mig sammen til at begynde på de videoer, der skal være en del af vejledningen til mine modige elever på Den Sorte Strikkeskole.

 

Skal jeg være helt ærlig?
(Og svaret dertil er jo selvfølgelig ‘Ja, gu skal du da så, Trine, din garntosse. Det er jo ligesom en del af konceptet, ik’)

Jeg er helt vildt udfordret på de videoer der…

I mit hoved forestiller jeg mig, at de skal være ‘perfekte’.
At jeg skal være perfekt.
Lyset skal være smukt og blødt. Jeg skal være klog at høre på. Min neglelak skal være diskret på den dyre måde. Garnet skal være i den helt korrekte trendy farve. Ikke noget med at lyde skinger. Ikke noget med at komme til at virke lidt for ‘håndholdt’.

Og når jeg ikke kan se en løsning på alle de der forbehold, jeg stiller op for mig selv, så får jeg aldrig taget mig sammen, og gjort noget ved det.

Så fortæller jeg i stedet mig selv, at det ikke kan lade sig gøre, fordi jeg ikke har den perfekte, dyre neglelak.
Eller at jeg ikke kan lave video, fordi jeg ikke har det professionelle udstyr.
Eller fordi jeg ikke ved, hvordan jeg både skal filme og strikke på samme tid.

Argh. Jeg græmmer mig allerede lidt over mig selv.

Forleden så jeg en helt vildt fin video på facebook, som én af mine iværksætter-kollegaer havde lagt ud.
Den var så fin og jeg blev vildt inspireret – og pludselig tænkte jeg, at når hun turde, så tør jeg fandme også!

Så jeg spurgte hende, hvordan hun havde grebet det an.
Og hendes svar var så overraskende enkelt, at jeg blev nødt til at grine højt og længe – både over genialiteten, og over mig selv, der altid kommer til at gøre alting så mega kompliceret for mig selv.

Hun havde ikke noget professionelt kamera.
Heller ikke nogen til at hjælpe hende.
Hun havde ikke spenderet en krone på hverken dyr neglelak eller avanceret udstyr.

Hun havde optaget hele molevitten med sin iPhone på en selfiestang – som hun havde siddet med mellem benene, mens hun havde optaget at hun tegnede.

Doh!

Det! Er! Genialt!

Har du gættet, hvad der pludselig står på min ønskeseddel i år?

Jeps.
Selfiestang, it is.

Indtil en dag, hvor jeg får så meget overskud, at jeg har råd til at købe mig til en dyr og professionel løsning.

Det er pissetræls, når man sådan opdager, at man bliver nødt til at tage sin egen medicin, ik?

Så når jeg siger til dig, at du bliver nødt til at pakke selvhøjtideligheden væk og turde kaste dig ud i at se lidt åndsvag ud, når du skal lære at strikke 
– så bliver jeg også nødt til at gå vejen selv.

Du godeste en gang søforklaringer man kan få rodet sig ud i – i stedet for bare at gøre det, hva?

😉

Bare gør det, ik!?

Kærlig hilsen Trine

(Visited 168 times, 1 visits today)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *