Er?

For helvede, altså.

Så sidder jeg her og lader som om jeg følger med i en fodboldkamp, mens Fyrbøderen nusser min nakke og mit ømme ego.

Der er dage, hvor jeg er helt sikker på hvad jeg egentlig har gang i. Uden tvivl. Uden tøven. Men sikker.

Og så er der dage som disse, hvor ikke engang den snydagtige sommersol kan vriste mig ud af mit tankeskjold og tilbage til virkeligheden og nu’et.

Sådan dage som disse bliver jeg væk for mig selv.

Hvem er jeg egentlig, når det kommer til stykket? Hvad er jeg egentlig?

Er jeg én med arbejde? – næh. Sgu ikke rigtig, vel?

Jeg kan godt lide tanken om at jeg er ‘sådan én der arbejder med strik og håndarbejde’, men helt ærligt, så er jeg bare i praktik hos en sød dame i hendes skønne butik. Hvor længe aner jeg ikke. Og heller ikke hvad der skal ske bagefter.

Så nej, én med arbejde (eller fast indkomst for den sags skyld) er jeg sgu ikke rigtig.

Er jeg lærer? – Narhj, vel?

Faktisk overhovedet ikke. Jeg har uddannelsen der kvalificerer mig til at kunne omtale mig selv som lærer, men af mange grunde er det ikke en betegnelse jeg bruger.

Det forpligter en hel del at kalde sig selv dét. Fx til at alle føler de har lov til at have holdninger til éns profession, og gerne vil diskutere børneopdragelse, regeringspolitik og egne oplevelser.

Jeg kan ikke de diskussioner. De gør ondt. De gør at jeg føler mig endnu længere væk fra det fag jeg engang valgte med hjertet, men også sled mit hjerte i stykker.

Jeg er ikke lærer. Føler mig ikke som lærer, og agerer ikke som én.

Forfatter?

Phhffftttt….. Som om.

I mine drømme, måske. I mine drømme har jeg adskillige spændende og prægtige bøger klar; bøger om skilsmisse, bøger om og til børn, bøger om frygt og bøger om leg.

Men come on. Når virkeligheden kalder (og det gjorde den forleden, da jeg satte mig og læste mit såkaldte ‘manus’ igennem) er dét jeg skriver på ingen måde godt nok eller fyldestgørende nok til at andre kan finde glæde, gavn eller fornøjelse ved det.

Hvis jeg nogensinde skal udgive noget af alt det jeg drømmer om påbyder mit ego mig, at det ikke skal ske ud fra et behov om at blive set, men fordi jeg rent faktisk har noget at berige andre med.

Berige?

Not quite, er jeg bange for.

Så forfatter? Ikke en chance!

Men når jeg så ikke er sådan én med arbejde, og heller ikke sådan én der brygger på spændende manuskripter, og forøvrigt kun går på arbejde 4 timer om dagen…. så må jeg da være en storslået Hausfrau?

Eller hvad?

For at være Hausfra bliver man vel nødt til at have styr på sit hus og sin familie, gør man ikke?

Og jeg har ikke styr på noget som helst, hverken opvasken, indkøbene, tøjvasken, børnenes sundhedstilstand eller al den ernæringsrigtige kost jeg ved jeg burde gå op i.

Til gengæld har jeg fuldstændig styr på hvor mine smøger befinder sig, og tal på hvor mange dåseøl der er tilbage i køleskabet.

Så hvad helvede er jeg?

Nogens mor?

Ja da. Det er jeg da. Det er en kæmpe del af min identitet, og jeg vil altid, altid, altid have de tre sjæle med mig rundt i verden.

Men virkeligheden er også at jeg kun er deltidsmor. Jeg har kun halvdelen af mine børns liv at deale med. Hele deres sjæl, hele deres hjerte, men kun halvdelen af tiden.

Fuldtidsmor. Halvtidsforælder.

En amputeret, dåseølsdrikkende, storrygende, knapt-nok-arbejde, alt-for-tænkende halvtidsforælder.

Sådan cirka.

Velkommen, depression!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *