Far


Hverdagsjunkie, Kærlighed, Sorg / lørdag, januar 31st, 2009
Kære Far

Jeg savner dig. Sgu.

Mit liv er godt. Sgu. Men det ved du – det er jeg overbevist om.
Jeg har så svært ved at finde de rigtige ord til dig, men jeg har brug for at fortælle dig at jeg elsker dig.
Mine fingre kan ikke finde de rette taster, og ordene kommer ikke flydende til mig som de plejer. Nogle mails er nemme, humoristiske, hurtige. Dette er ikke en af dem.
Men jeg kæmper mig igennem, det er vigtigt, for jeg har lovet mig selv at være modig nok til at fortælle dig at jeg ikke er vred mere.

Jeg er ikke vred mere!
Jeg er ikke vred mere?
Jeg ved ikke hvordan det skete, men en dag vågnede jeg og opdagede at min afmagt var afløst af en ny følelse, som jeg ikke før havde mødt; længslen efter at tale med dig igen. Trangen til at få et knus af dig, høre dig fortælle mig at det hele nok skal gå. Behovet for at være din gode pige, hende der altid rendte i dine hæle og hjalp dig. Høre stolthed i din stemme, som når du fortalte andre om din datter, skribenten, hende med de flotte resultater der både magtede børn og uddannelse.
Savn.
For jeg savner dig. Meget. Hver dag.

Det er specielt at savne dig, for jeg har savnet dig hele mit liv.
Jeg har brugt så ufatteligt mange år på at savne dig og længes efter din anerkendelse.
Vores verdner har altid været parallelle, men porten mellem dem blev lukket. Jeg savner dig på en anden måde nu, og jeg har haft svært ved at finde ud af hvordan jeg skal leve med den her nye form for savn.
Jeg kan ikke længere ønske mig tilbage til de forfærdentlige år, hvor jeg længtes efter at du kæmpede noget mere for mig. Jeg er blevet en anden.
Du vil mene at jeg er blevet kynisk. Jeg vil give dig ret. Jeg er blevet kynisk. Måske er jeg bare blevet voksen?
Dengang savnede jeg at du var i min verden. Eller at jeg var i din.
Jeg savnede din forståelse for at jeg ikke gjorde tingene på din måde.
Jeg ville så gerne kende dig, vide hvem du var – sådan rigtigt! Vide at du altid ville være der uanset hvor åndsvagt jeg opførte mig.
Men den tid er væk. Jeg er så lettet over at vi slap ud, kom væk! Vi overlevede, sammen. Selvom vi aldrig talte færdig om dén tid, indgik vi en stilfærdig aftale om at vores liv var for korte til at vi behøvede at bruge vores tid til at dvæle ved utrygheden, vreden, svigtene.
Vi talte ikke om det, men jeg følte alligevel stikkene i hjertet hver gang vi ikke talte om det. Men vores tid var kostbar.

Jeg ville ønske at jeg som voksen kunne lære dig at kende helt forfra igen.
Du var så ufattelig inspirerende, der var altid gang i spændende projekter; husbyggeri, instrumenter der skulle bygges, folk der skulle hilses på, artikler der skulle skrives, musik der skulle spilles, fester, rejser, arrangementer.
Jeg tror virkelig jeg ville kunne lide dig, du ville provokere mig til at få ideer, diskutere filosofisk og flytte min opfattelse af virkeligheden. Du ville involvere mig, skabe nye kontakter og muligheder for mig. Jeg ville elske at lytte til dig, jeg ville følge dine råd, jeg ville se op til dig.

Din angst for døden betød at vi ikke nåede det.
Da vi havde tiden sammen fyldte din angst og smerte så meget, at jeg kun fik lov til at kende dig – rigtigt kende dig – i glimt. Nogle dage var gode. Nogle dage var rigtig gode. Og mange dage var svære og tunge.
Din angst lagde sig som en klistret, uigennemtrængelig hinde over os alle, og vi var mange der sloges sammen med dig, for at angsten ikke skulle få lov at vinde over vores lyst til liv. Nogle dage lykkedes det vist. Jeg husker heldigvis latter og kærlighed. Den stærke følelse af at vi var sammen om at dele glæde.
Men døden er angstfyldt og ubærlig. Vi bar det sammen med dig, og jeg ved at du ved at vi var der!
Det er urimeigt at et barn skal bære sin fars angst for at dø. Men jeg forstår dig godt, hvordan kunne du dog bære det alene? Ingen skal bære så stort et ansvar i stilhed og ensomhed.
Og måske er det helt heldigt at jeg er blevet en kynisk voksen så, hva?!

Jeg har været så vred over at vi ikke nåede det!
Hvorfor fanden skulle du dø lige som vi skulle til at lære hinanden at kende forfra igen? Jeg har så mange ting jeg har lyst til at spørge dig om, du vidste så mange ting jeg aldrig nåede at lære. Hvorfor sloges du ikke for os to – hvorfor fyldte angsten mere end din lyst til at dele liv og erfaringer med din datter?
Jeg har været så tænderskærende, hjertesmertende, neglenedbidende, hysterisk, nedbrydende VRED over at du forsvandt. Igen.

Men jeg er ikke vred mere!
Det forsvandt, jeg ved ikke hvorfor, men det forsvandt.
Og nu har jeg ikke mere vrede, kun savn. Vreden var nem for den var udadreagerende. Den kunne blive til noget – skrig, arrige breve eller raserianfald. Men savnet bliver ikke til andet end savn.
Jeg har et stort sort sug i maven, nu hvor jeg ikke længere har dig. Jeg kan ikke stille noget op med mit sug i maven, jeg kan ikke fylde det op med noget andet, jeg kan ikke dække det til. Måske bliver det mindre engang?

Jeg elsker dig og jeg savner dig, Far!
Det er så fucking hårdt, men jeg har fundet ud af, at sådan var det nødt til at være.
Hverken du eller jeg ønskede det sådan, men det er ok at du døde.

Kærlig hilsen din Trine

(Visited 9 times, 1 visits today)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *