Flimrer


Det har taget mig en hel uge at finde mine ben at stå på igen – efter en fest for en dreng og for en familie, som er gjort af noget særligt.

Min store 15-årige explorer. Efterskoledrengen. Ældsteknægten. Guitarhelten. Legoekvilibristen.

Den altid reflekterende, den aldrig tøvende.

15 år.

Gys, hvor kan jeg huske hvordan det var. Usikkerheden. Den alt for umulige krop, og de alt for uafprøvede holdninger til en verden, som jeg ikke havde set en flig af.

Jeg skal virkelig passe på, når jeg kigger på ham! Hvis ikke jeg anstrenger mig for at holde blikket og hjertet helt, helt åbent – så ser jeg 15-årige mig, i stedet for at se ham.

Han flimrer for mit blik, måske fordi han flimrer rundt dér midt i sin transformation fra drengen til manden.

Jeg kan se det på ham. Jeg ser det hele – det ligger ligesom i en dis rundt om ham. Et blik, måske. Et skævt grin. En særlig måde han lige får formuleret noget på.

Jeg ser den dreng han har forladt. Jeg ser nørderierne, og den lille, tryghedssøgende enspænder. Jeg ser det temperament vi stadig smådrillende griner af – men som vi sjældent ser noget som helst til længere.

Jeg ser de slagsmål han har forladt – med mig, med sin far, med verden – og med sig selv.

Hans verden er begyndt at give bedre og bedre mening, for verden er klar til ham, og han er så klar til den.

Han er ved at vokse ind i sin rigtige alder nu. Han har altid været voksen og klog indeni, og nu begynder hans fysiske alder for første gang nogensinde at følges med hans indre alder.

Verden har fået en anden grundklang nu. Med ham i centrum af den. Det giver mening, jeg læser det i hans blik, og hører det i hans ord.

Jeg ser den dreng, der aldrig rigtig var en dreng. Han er der stadig, og vil formentlig blive ved med at være derinde et sted, heldigvis.

Jeg ser også glimt af den mand, han er på vej til at blive. Som han er. Derinde bagved. Det er en mand, jeg genkender. Måske fordi han lidt hen ad vejen minder mig om… mig?

Og midt i alt det står han og griner. Den 15-årige. Jeg tror faktisk han griner af mig, hvis ikke jeg tager helt fejl?

Han har luret, at jeg sidder herovre og betragter ham. Det er vistnok ok, selvom han synes jeg er lidt tosset og gammel.

Han ved, at jeg ser på ham med stolthed og kærlighed.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *