Flyv, fisk. Flyv!

Som en fisk, der kun kan stå på stranden og stirre tørt ud på det hav, som den så inderligt længes efter at boltre sig i.

Det er sådan det føles. Når man står dér og kan høre, at de kaotiske bølger kalder og lokker noget så besnærende.

Tørt sand, tørre ord, tørre tanker. Sand i tankerne, grus i maskineriet.

Tørt sand er bare ikke det rette element at boltre sig i for en fisk.

Jeg troede, at coachforløbet skulle lære mig at kravle hen over det tørre sand, så jeg endelig ville komme ned til havet, hvor jeg hører hjemme.

Men i stedet skete der noget andet. 

Det gør der altid. Hver gang. Hver eneste gang!

Så i stedet for at kæmpe mig tværs hen over tørken, opdagede jeg pludselig at jeg bare kunne gro mig et par vinger.

Eller… jeg havde faktisk vingerne i forvejen. Jeg vidste det bare ikke?

Og fordi jeg er i Lykkes trygge hænder, så har jeg fuldstændig glemt at være bange for, om jeg ikke kan flyve. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *