Før meningen med ham forsvandt

Det startede lige her

Så mange år siden, og så alligevel ikke rigtig, vel?

Jeg kan huske den vinterdag.

Jeg havde næsten lige mødt ham, og alligevel havde han frosset sig fast i min bevidsthed.

Jeg var ude og gå en lang tur i frostklar vintersol, da ord og sætninger pludselig indhentede mig og hamrede løs på min forstand.

I panik hev jeg min telefon frem – og med froststive fingre prikkede jeg bogstaver i sms’er til mig selv, for at ordene ikke skulle forsvinde igen.

Det føltes næsten som om at han ville forsvinde fra min bevidsthed, hvis ikke jeg nåede at fange de flygtige ord til ham, mens de hang der som sprøde iskrystaller i luften.

Jeg nærmest løb hjem i vinterkulden og kastede mig ind foran computeren.

I stakåndet hast flåede jeg ord og vendinger ud af den klare luft, og panikken var næsten fysisk tilstede i rummet hos mig; jeg måtte skrive dem ned før meningen forsvandt. Før meningen med ham forsvandt.

Jeg ved ikke hvor de kom fra.

Men jeg ved, at de ord stadig er de klareste, reneste ord jeg nogensinde har formuleret om det helt nye og fine menneske, der pludselig stod foran mig dengang.

Jeg nåede at fange meningen inden den smeltede væk – og ham med.

Han er min elskede fyrbøder fordi han pustede liv i ulmende gløder, og – stadig – nænsomt værner om den ild, der brænder.

På frotklare dage som i dag er det dén lykkelige følelse, der bider mig i kinderne.

(Det napper formentlig også lidt i ham i dag – efter 7 timer under nålen i går. Nu er han ikke kun fyrbøderen i mine historier, men også på sin egen krop…)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *