Hvorfor skal det bare altid være sværest første gang?


Bøger / fredag, december 11th, 2015

 

Første gang er bare sværest.

Kender I ikke pandekage-reglen? At den første pandekage bare altid går i skudder-mudder, så den er bliver man nødt til at spise, mens man står ved komfuret og bager. (Ja, øv hva?!)

Første gang man cykler uden støttehjul. Første gang man flytter hjemmefra. Første gang man slår en maske op. Første gang man forelsker sig. Første gang man siger fra. Første gang man udgiver en bog.

Måske er det bare en slags naturlov? At første gang man prøver noget, så er det meningen at det skal gå lidt galt, så man kan lære pisse meget om, hvordan man så skal gøre i stedet for.

Det gik i skudder-mudder med min bog.
Jeg er faktisk stadigvæk ikke helt klar over, hvad der gik galt – men 2015 er gået ret meget med at knokle-knokle-knokle… og PYH, nåede min deadline… og så bekymre-bekymre-bekymre over, at tingene bare langsomt smuldrede for øjnene af mig.

Foråret var forvirrende. Og spændende. Nøj, der er mange ting man skal vide og spekulere over, når man selv skal bygge en bog helt fra bunden – og aldrig har gjort det før.

Juni var deadline-crazy. Jeg fablede om garn og opskrifter til alle, der gad at lytte, og mine hænder strikkede automatisk videre i søvne. Der var garn alle vegne, og jeg tror ikke jeg kunne føre en normal menneske-samtale i flere uger.

Og så – puf – var det hele væk.
Manus blev afleveret. Billederne sendt afsted. Ingen stress. Ingen strikkerier. Bare fred og ro for en stund. Jeg gik fuldstændig i knæ af stolthed – og udmattelse.

Og sommeren kom og gik, og efteråret kom og gik, og pludselig var der meget lange udsigter til at bogen kunne udkomme.
Det gik helt i skudder-mudder.

Først var jeg forvirret, da det gik op for mig, at tingene ikke så ud i virkeligheden, som jeg havde troet. Så blev jeg bekymret – og til sidst blev jeg frustreret.
Og da jeg havde forsøgt (og forsøgt!) blev jeg til sidst så træt af det hele, at jeg smed håndklædet i ringen.

Det er åbenbart sådan det er med første gang. Det er bare sværest.

Efteråret har været frustrerende. Det har været møg-træls at se oktober komme og gå – velvidende, at det var meningen at strikkebogen skulle have stået på hylderne i butikkerne (og hos dig, selvfølgelig).

Første gange er bare pisse trælse.
Gid man kunne gøre tingene rigtig første gang i stedet for. Så man var fri for den slags dumme nederlagsfølelser.
Helt ærligt – der har været tidspunkter i dette efterår, hvor jeg ville ønske at jeg aldrig nogensinde var gået i gang med strikkebogen, af ren frustration over at stå og se på alt det arbejde, lavet med så meget passion og kærlighed – bare ligge dér og langsomt visne.

Men ting løser sig. Det gør de bare altid 🙂

Jeg kan godt finde ud af at cykle nu, selvom jeg væltede, da jeg var 6 år. Jeg bliver også bedre og bedre til at sige fra på en ordentlig måde, jo flere gange jeg øver mig.
Og jeg kan faktisk godt leve med, at den første pandekage altid går i skudder-mudder – fordi jeg ved, at resten af dem bliver lækre.

Men måske er det sådan det er med første gang? At det skal gå lidt galt, så man kan lære pisse meget om, hvordan man så skal gøre i stedet for.

Det er én af mine vigtigste opgaver, som underviser på Den Sorte Strikkeskole:

Tingene bliver nødt til at gå lidt i skudder-mudder første gang – for at man kan komme videre, og rent faktisk blive bedre. 

Jeg ved at min bog bliver endnu mere lækker nu. Jeg har lært SÅ meget om, hvordan man ikke skal lave en strikkebog til børn.
Så nu udgiver jeg sgu selv den strikkebog, som det hele tiden har været meningen at jeg skulle skrive.

Wupti-fucking-huu! Jeg er lettet og glad og helt i knæ af stolthed.

Kærlig hilsen Trine

(Visited 178 times, 1 visits today)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *