For 1,2 millioner kroner stædighed, tak!

Der er 26 dage til vi overtager vores hus.

VORES hus!!?
Vores! Det er så stort og lidt vildt, at sådan en mondæn ting som et hus (come on, det er bare et hus?) kan skabe en hel lavine af følelser i vores lille familie.

Vi har brugt de sidste 9-10 år på at afvikle en helvedes masse gammel gæld. Det er præcis al den tid vi har kendt hinanden.
Det har været vores virkelighed altid – at vi har været på bagkant økonomisk, og vi har måtte kæmpe for at få enderne til at mødes, ungerne til at trives og alting til at føles rart og godt.

Alt dét har ændret sig i løbet af det sidste års tid. Vi er – endelig – ved at kunne høste frugterne af de mange, mange (lange) år med bælterne strammet ind.
(Altså kun i øverført betydning 😉 Hvis jeg skal være helt ærligt, så er vores rigtige bælter nok i virkeligheden blevet spændt lidt ud, host host…)

Vi har drømt om det her hus i årevis – og selvom vi HAR skrevet under, og vi HAR låst kursen fast på vores kreditforeningslån, og vi HAR været omme og trykke både ejendomsmægleren og husets ejere i hånden – så har jeg alligevel sindsygt svært ved at forholde mig til, at det er virkeligt!

Arhmen, prøv nu altså lige at se det gulv?

Det er vores hus. Vores. Vi har sgu købt det. For vores egne penge. Penge, som vi har tjent. Selv. I vores firma.
Jeg føler mig fjollet på den 12-årige måde, og synes jeg er en smule naiv at høre på. Men ikke desto mindre, så er det sådan jeg har det 😉

For sagen er den, at det her nemlig ikke bare er et hus.
Huset er et hus, ja.
Men vores virkelighed ændrer sig drastisk med det her huskøb.

Fra at være lejere – bliver vi ejere.
Fra at skulle spørge om lov til alting – får vi nu muligheden for selv at forme vores hjem.
I stedet for at betale af på nogle andres realkreditlån – så skal vi nu til selv at generere værdi og midler, som kan arbejde for os.
Fra at have ingenting (udover, at vi har haft alting altid, så længe vi har har hinanden!) – så har vi nu mere, end vi nogensinde har turde drømme om.

Det er et paradigmeskift vi står overfor.
Et skift i vores økonomiske flow – fra at pengene har forladt os, og røget direkte i lommerne på nogle andre, så er dette køb hele løftestangen for at vi vender retningen i strømmen.
Pengene skal for første gang i hele vores liv sammen blive hos os!

Det er vores eget lån, vi kommer til at afvikle på.
Det er vores egen boligs værdi, som kommer til at stige.
Det er vores konto, som opsparingen lander på.
Det er vores egne drømme og værdier, som afgør hvor vi har lyst til at placere – og investere – alt, hvad vi tjener fremover.

Det har taget os lige omkring 10 år at komme hertil.
Vi kunne ikke have gjort det uden stor tålmodighed fra vores børn, hjælp fra vores forældre – og en stædighed, som jeg aldrig nogensinde havde troet vi havde i os.
Men ikke desto mindre, så er det lykkes!

Det er lykkedes for os at afvikle så meget gæld, at jeg faktisk bliver svimmel, når jeg tænker over hvor mange penge vi har skrabet sammen – og afleveret til navnløse institutioner og kolde organisationer – i løbet af årene.
Det er lykkedes for os at leve på en sten, næææææsten uden at føle vi har lidt afsavn.
(Jeg tøver lidt, men det er mest fordi jeg har haft det ret svært i perioder med at vi ikke har kunne give vores børn de rejseoplevelser, som jeg gerne ville…)

Og så er det fandme lykkedes oven i det at spare sammen til en udbetaling – så vi kunne købe vores hus. VORES HUS!

Der er 26 dage til vi overtager nøglerne til det her nye liv, vi skal til at leve.
Der er mange tanker, der flyver gennem hovedet på mig – de fleste handler om, hvordan det her nye liv kommer til at forme sig.
Vil vi overhovedet kunne vænne os til et liv, hvor det er vores eget liv vi lever – og ikke bare ét, der føles til låns?

Én ting er i hvert fald sikker: der sker et shift lige nu i den måde vi har gjort tingene på – og den måde, vi har set os selv på.
Det er et shift, som har været længe ventet, og mange år undervejs.

Måske kommer vi bare til at glide sådan helt let og enkelt ind i den nye måde at være tilstede i vores liv på – helt umærkeligt?
Eller måske kommer det til at ramme os med et rabalder?

Jeg kan stadig ikke helt se hvilken vej, det kommer til at gå. Men jeg ved dog så meget, at 26 dage er utrOOOligt lang tid at gå og vente!
Selvom vi har ventet på det her (og knoklet for det!) i næsten 10 år – så er det skørt, hvordan de sidste 26 dage næsten føles ulideligt langsomme.

6 thoughts on “For 1,2 millioner kroner stædighed, tak!

  1. Århh – hvor bliver det bare fedt for jer! I er så seje. Glæder mig til at følge jeres rejse og er sikker på I nok skal falde til i de nye omgivelser! 🙂

    1. Tak for din hilsen, Nina. For at være helt ærlig, så tror jeg faktisk stadig ikke det helt er gået op for mig… 🙂

  2. Tak, Trine.
    For at dele For at skrive. Bare tak.

    Og alt mulig pøj pøj med livet som husejer. Det er på en og samme tid skønt og krævende.

    1. Tak, Monica. Tak for at du stadig er her 😉
      Jeg glæder mig sgu til at blive husejer igen. Det er mit fjerde huskøb, det her – haha, hold nu kæft, jeg har simpelthen levet så mange liv allerede… Men jeg satser på at jeg beholder huset denne gang 😉

    1. Tak søde Karen – og TAK! <3

      Fliserne i køkkenet er - desværre - bare plastiktapet.. (æv). Det bliver nok det første jeg kommer til at rive ned, når vi får nøglerne snart... Men hold op jeg er spændt på at se, hvad der gemmer sig indenunder!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *