Forduftet

Jeg tror, man bliver nødt til at bevæge sig væk, for at man kan finde hjem igen.

Den lave vintersol trak i mig, og jeg måtte ud.

Jeg tænker godt, når jeg går – høj musik i ørene, og bare lige ud efter næsen. Uden plan om, hvor jeg skal ende, eller hvilket formål turen skal have.

Det er som om alle de flyvske, formløse tanker dumper på plads i de rigtige former og kasser, når de bliver raslet godt igennem, efterhånden som det ene skridt tager det næste.

De glødende skygger trak i mig, lokkede mig videre ned af næste sti og rundt om næste hjørne – og inden jeg fik set mig om, vandrede jeg rundt af gamle veje, hvor fortiden ligenede sig selv.

Er det ikke besynderligt (og dejligt befriende) som fortidens rædsler har det med at fordufte, og kun efterlade sig et spor af svage fornemmelser?

Som jeg gik der og kiggede ind bagved vintersolens skygger, synes det pludseligt så uendelig langt borte – det liv og den sorg, der boede dér.

Forduftet. Nu kun en svag fornemmelse.

Hvor er der sket meget siden da. Og så.. alligevel ikke?

For skallen af det forduftede liv er stadig præcis den samme. I bund og grund er det kun småbitte detaljer, som er ændret. De fysiske rammer. Den mand, jeg deler dem med. Min alder. Og min glæde ved det hele.

Det er sundt at blive lokket ud i lav sol, og pludselig genfinde forduftede liv. Det er så dejligt at blive mindet om hvor man var, så man kan vende hjem med vinterglæde og frostkolde kinder til det liv, som er.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *