Forræderisk levende


Den morgen han døde gik jeg ud i verden i dyb forundring over, hvordan alle andre kunne se så uberørte ud?

Hvordan kunne de køre bil, handle mælk, snakke om ligegyldigheder, se så upåvirkede ud – uden at opdage, at verden selvsamme morgen havde krøllet sig sammen, rettet sig ud igen og aldrig nogensinde igen ville være den samme?

Jeg kiggede på andre mennesker, og spekulerede over, om de mon kunne se det på mig? At jeg nu var én af den slags mennesker, der ikke længere havde en far.

Solen skinnede nådesløst ned over os, da vi gik en tur gennem byen, så fyldte med ord og tanker og følelser i en stor sammensmeltet sammensurium.

Selvom der var så meget at sige, var der ikke flere ord. Ikke mere at gøre. Ikke andet end en stor, skærende smerte, og en tavs forløsning på en lang og sej kamp, som ingen af os vandt, men som alligevel var nødvendig, og gav os en form for fred.

Den stakkels sol skinnede ned på os fra sin plads på den krystalblå himmel – den havde sikkert ikke andet at stille op. Småfuglene sang, fordi de ikke havde hørt nyheden endnu. Forårsblomsterne voksede stadig lige insisterende i skjul bag urt og busk, fordi det var det eneste for dem at gøre.

Og vi gik.

Midt i det hele, der så så ubekymret, så uberørt ud.

Forræderisk levende. Som om verden havde lavet en skjult aftale om, at den blev nødt til at tage over, der hvor vi var blevet nødt til at slippe.

De sidste 6 år har morgensolen badet ned på mig hver gang det blev den 17. marts.

Skærende, ubarmhjertigt, nødvendigt.

For livet fortsætter.

Hvert minut, hver dag, hver måned, hvert år – hver ny store livssituation, hvert nyt barn, hver ny lykkelig begivenhed, hvert nyt øjeblik, hvor vi kommer i tanke om ham, savner ham, skælder ham ud.

Livet fortsætter. Foræderisk levende.

Og den skjulte aftale verden har lavet om at fortsætte, har også sneget sig ind i mig.

Jeg er ikke den samme jeg var for 6 år siden. Min sorg er ikke den samme, som den var for 6 år siden.

Mon han ved det?

Mon han ved, at vi savner ham, selvom han nogen gange var en kæmpe klaphat. Mon han ved, hvor meget jeg længes efter at fortælle ham, hvor lykkelig jeg er? Mon han forstår, hvor taknemmelig jeg er for den mand jeg deler mit liv med, og den kærlighed, der var lige så stædig, som foråret var for 6 år siden.

Ved han, hvem jeg er nu? Ville han synes jeg er blevet et ok menneske? Ville han være stolt af mig? Af os alle?

Mon han ved, at han har fået endnu 2 børnebørn?

Ved han, forstår han? – at nu hvor han ikke selv er her længere, har vi lov til at lave vores helt egen fortælling om hvem børnenes morfar var? Ved han godt, at han er verdens sejeste morfar i dén fortælling, vi giver videre til vores børn – og at vi faktisk fryder os en lille smule over, at han ikke længere kan fucke det billede op, eller sige os imod?

Livet er sgu så levende, at det virkede som en hån mod os for 6 år siden.

En hån og en trøst på samme tid. For det er det, liv bliver nødt til at være.

Levende. Forræderisk, men levende.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *