Fra Facebook til panik på 10 sekunder…

Så har man ikke bare en teenager i huset, men også et barn på Facebook.

Hvad filan stiller man op med det?

Jeg add’ede ham som min ven – men først efter en del overvejelse. Bør han overhovedet have lov til at kende min profil og mine voksne tanker? Er det overhovedet noget som tilkommer ham – at have indsigt i sin mors netværk, uskyldige flirte- og drillerier, statusopdateringer om uvorne unger og alt det mærkelige sådan nogen siger?

Det er en lille smule som om at den verden jeg havde for mig selv bliver invaderet. Af min egen søn, som er dejlig og jeg elsker og alt det der. Men som jeg også gerne vil have fred for. Nogen steder. Bare lidt, hvar?!

Han er sgu da også alt for ung til overhovedet at vide noget som helst om livet og nettet. Hvad bliver det næste så?

At han finder frem til min blog?

Hjælp… Han finder min blog.

Åh nej. Han finder min blog. Og så laver han også én.

Jeg ved det bare, det er sådan noget en mor ved. Så laver han en blog, hvor han fortæller om at være skilsmissebarn, og hvordan det er at have en mor som altid sidder med næsen i en computer, og som efterlader garnrester og halvlæste bøger over det hele.

Og som mishandler ham med halvrå mad og dårlige jokes. Åh, nej. Jeg VED det bare.

Jeg vil gerne af. Nu!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *