Fra økonomi til Universet og tilbage igen


En aften i slutningen af december sad Fyrbøderen og jeg og talte længe om alt det, vi drømmer om. Det gør vi tit.

Men denne aften handlede snakken om hverdagsøkonomi og job-drømme.

Vi sad og talte om, at man nogengange bliver nødt til at investere – både mentalt og finansielt – i at nå sine mål, og derfor spurgte jeg, sådan lidt naivt og for-sjov-reflekterende;

“Hvad ville vi kunne gøre os af investeringer i vores liv og økonomi, som ville føre os videre?”

Svaret kom prompte;

“Så skal du ud af dagpengesystemet, Trine”

Min mave sank, da han sagde det. Jeg havde jo ikke ment det, sådan for alvor.

Men han så fuldstændig alvorlig ud, og i al sin skærende virkelighedsklarhed gik det op for mig, at manden havde ret.

Men virkelighedsklarhed er ikke altid lige det man er forberedt på, sådan en mørk decemberaften, hvor tæpperne er bløde, og julen svøber det hele ind i et uvirkeligt, romantisk skær.

Jeg rømmede mig. Tror vist nok, at jeg fnisede højlydt og nervøs, og prøvede at føre samtalen over på noget andet.

(Ud af dagpengesystemet? Hvad snakker han om? Det er jeg sgudda ikke klar til!

Det ville betyde, at jeg enten skulle ud og finde mig et fuldtidsjob, og hvad kan jeg overhovedet? Jeg kan jo kun finde ud af at være lærer, og det skal jeg ikke være, for det system er blevet mere og mere usundt, og jeg kan i øvrigt slet ikke lide børn.

Eller også skal jeg finde så mange kunder, og lave så meget arbejde i mit eget firma, at jeg aldrig får tid til at være hjemme, og så kommer jeg kun til at se mine børn til påske og lige inden sengetid, og så flytter de hjemmefra, uden jeg overhovedet får lært dem at kende. Og hvornår skal jeg så nogensinde få tid til at strikke igen? Eller ses med mine veninder og min flok kreative damer her fra byen? Og så kan jeg da glemme alt om både drinks eller biografture eller sexlivet, for jeg får alt for travlt med at skulle realisere en fuld indkomst, som vi kan leve af. Og hvem ville i øvrigt hyre mig?)

Men tingene går, som de altid gør:

Når jorden brænder under mine fødder, og jeg tvivler allermest – så retter Universet sit tunge skyts imod mig, og får ting til at ske.

Så derfor ringede min telefon – naturligvis – dagen efter.

Hver eneste gang bliver jeg blændet af min egen tvivl. Og hver eneste (!) gang sker der noget, som klæder min tvivl af til skindet, og smider den nøgen på porten.

Jeg ved ikke, hvornår jeg holder op med at tvivle på mig selv og alting?

Men jeg tror efterhånden at jeg har fattet, at Einstein havde ret, da han sagde:

“The most important decision we make is whether we believe we live in a friendly or a hostile universe”

Jeg har stillet mig selv det spørgsmål tusinde gange, og hver eneste gang med det samme svar.

Og jeg tror vist bare, det er sådan det må være.

Jeg spørger – og så ringer telefonen!

Så en halvfesen, halvvåd, halvtrist halvgrå decemberdag ringede min telefon. Med lige præcis det tilbud om samarbejde, jeg allerhelst ville have.

Og en halvfesen, halvvåd, halvgrå januardag smøgede jeg ærmerne op, og kastede mig ud i et liv som 100 % selvstændig, hvor jeg jonglere mange titler, men lige nu mest er stolt over at kalde mig Online Pedel for dem her!

(Og tusinde tak for alle jeres hurra-råb til mig! Jeg tror ikke I fatter, hvor glad det gør mig!)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *