Fred #71


Hvileløse fortællinger, Sorg / lørdag, marts 10th, 2018

Med sit fuglebryst og sine unaturligt lange, knoklede ben stavrer han rundt i mine tanker som en bizar storkefortolkning af en mand. Jeg griner lidt vemodigt over hans spidse næsenæb og hans klaprende forkærlighed for himmelhøje, åbne, øde vidder.
⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀
Der er noget med lyset om morgenen på denne tid i marts som for altid vil være lagret i min krops erindring.
Netop da han døde, kravlede forårslyset rosenrødt op over horisonten, og afslørede paradoksalt nok forårets overvældende energiudladning, og luften fik den dag en overraskende tone af lun, varm jord. Min krop husker det.
Vi gik en lang tur og hyldede forårets storhed, og hviskede vores farveller til den storkefortolkning, der atter tog på træk.
⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀
Den lune, himmelhøje luft af varm jord er overvældende dér hvor han er. Og her hvor jeg er, har savnet slået sig ned for aldrig mere at tage på træk.

(Visited 8 times, 1 visits today)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *