Fuck det!

En mand har for nylig sagt til mig at han ikke elsker mig for den jeg er.

Det er meget, meget sørgeligt. For os begge to.

Han sagde også en masse andre ting; både hårde og svære ting, og gode og dejlig ting.

Men bottomline er: Han elsker mig ikke for den jeg er!

Hvad har det så med Christina Wedel at gøre?

Tja.. Det har faktisk ikke noget som helst med den dejlige DivaHeks at gøre.

Og så har det alligevel alting med hende at gøre…

For hendes bog “Hvad klæder mig” rummer – ud over en masse lækre og konkrete trick og tips til hvordan man kan opgradere sit klædeskab og sin stil – en ærlig og befriende tone.

Og så rummer den et vigtigt budskab der rækker langt, langt ud over de pragtfulde tekstiler: DU ER DEJLIG FORDI DU ER DIG!

Jo, klart – vores påklædning afspejler hvem vi gerne vil være i dag. Ingen tvivl om det.

Vi klæder os efter humør og situationer vi skal imødekomme.

Tøjet kan hjælpe os med at understrege de sider af os selv som vi ønsker at fremhæve; det kan give os selvtillid de dage vi føler vi mangler, det kan give os trøst (eller lyst?) de dage vi har brug for det, det kan give os varmen når vi fryser.

– men under tøjet er vi stadig bare nøgne – og indenunder alt det nøgne er vi os selv – hele tiden!

Vores påklædning hænger uløseligt sammen med vores identitet, og Christinas hudløse og ligefremme facon er befriende lattermild! Hun serverer sandheder om sig selv, og lokker provokerende til at vi skal tage et kig på os selv – i øjenhøjde, vel at mærke!

For selvfølgelig skal hylsteret rundt om vores inderste kerne føles dejligt og godt og trygt. Vi skal værdsætte vores krop og vores hylster, fordi det får os til at stråle, og når vi stråler er vi smukke.

Såre enkelt, og så alligevel hamrende svært.

(Se, her er det alle hendes tricks og tips kommer til ære og værdighed!)

Men klæder alene gør ikke lykkelig. Tøjet gør os ikke til hele, værdifulde mennesker – men er snarere det redskab vi kan (mis)bruge for at understøtte vores egen bevidsthed om at vi er dejlige – lige præcis sådan som vi er skabt.

Hver eneste af os!

Og det bringer mig lige lukt tilbage til pointen:

JEG er dejlig – lige præcis sådan som jeg er!

Jeg sørger over at den mand ikke kan elske mig for den jeg er.

Men jeg går ikke i stykker af det og jeg falder ikke i den fælde, hvor jeg tror jeg skal lave mig om – hverken indeni eller udenpå – for at få ham til at elske mig.

For JEG ELSKER MIG for den jeg er!

Og jeg elsker Christina Wedels skønne bog for at hjælpe mig med at huske, at der er så meget lækkert jeg kan gøre for mig selv!

Og så elsker jeg verdens dejligste søster for den lille hjerte-ring hun forærede mig, nu hvor min finger føles så tom! Ok, det er godtnok en anden finger den sidder på – men fuck nu det!

No Comments

    Leave a Comment