GAMECHANGER

Jeg har været ordlammet i dét som efterhånden er blevet til en hel uge nu…

Jeg luller rundt her i mit lille liv, snakker og snakker og snakker med mig selv, er mærkelig i hovedet, og bekymrer mig for meget om fremtiden og fortiden. Jeg søger og søger efter svar på spørgsmål, jeg ikke har været i stand til at formulere.

Følt mig uforløst. Tvivlende. Angstfuld. Trist.

Ledt efter noget som føltes sandt og ægte.

Men det eneste jeg har fundet er endnu flere spørgsmål, endnu mere angst og en endnu større handlingslammelse.

Men så skete det her.

Slask!

Nogengange har Universet det med at spille os den slags puds, og nogle af dem er bittesmå og ikke noget vi hæfter os synderligt meget ved.

Men så er der den anden slags – af asteroidestørrelse. Som det her.

For jeg luller rundt her i mit stille liv, og snakker og snakker og snakker med mig selv, og føler mig mærkelig i hovedet, og spekulerer og bekymrer mig over hvad der venter på mig i fremtiden, og bruger al min vågne tid på at have alt for meget tid til at tænke tirader of ord.

Jeg har efterhånden fået snakket så meget med mig selv, at jeg ikke længere kan kende forskel på hvad jeg tænker, hvad jeg siger, og hvad jeg gør.

Men så – WHAM! – rammer asteroidens universelle urkraft lige i smasken på mig.

Universet synes ikke det var nok med fx en sød lille læserkommentar, eller måske en kærlig veninde i telefonen.

Næh – Universet trak det tungeste skyts frem, og hev en (virkelig uvirkelig?) pris op af sin sorte hat.

Slask. Wham! Værsgo, tillykke – og kan du så FATTE DET, Perle?!

Ord er handlingens skygge. Det skrev jeg.

(Sjovt nok i den der måned, du ved nok….)

Og når nok er nok, bliver ‘nogen’ åbenbart nødt til at hive det tunge skyts frem, og tvære det så meget ud i fjæset på mig, at jeg ikke kan undgå at se det!

Men der skulle åbenbart en hel blogaward til?

Nok er nok. Blev der sagt! Og jeg hørte det godt.

TAK!!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *