Gamle tårer

Sent i går aftes sad jeg på kanten af min seng, ude af stand til rigtig at gå til ro.

Sad lidt og kiggede mig omkring, lidt rastløs, lidt træt. Jeg ledte efter noget, uden rigtig at vide hvad.

Mit blik faldt på reolen ved sengen. Min hylde. Den hylde jeg uden tøven ville redde som det første, hvis huset brændte. På hylden står alle mine loyale notesbøger vagt skulder ved skulder, som tyste vidner om alle de ord og tanker og følelser jeg nogensinde har rummet.

Jeg ved ikke hvad der trak i min arm, men jeg rakte ud og tog en tilfældig bog ned. Slog op på en tilfældig side. Uden tanke. Blot en tilfældig handling.

Mine egne ord flød ned over siden. Bogstaver og ord dansede rundt i ét stort flimrende virvar, jeg kunne genkende skriften og genkende det rod de afspejlede.

Siden jeg slog op på var fra 16. maj 2009.

Jeg skrev om mit arbejdsliv. Om mit ægteskab. Om stress. Om hemmelige tårer på lærerværelset. Om ting, jeg ikke forstod. Om ting, jeg forventede af mig selv – og mente, at andre forventede af mig. Ting, der gjorde mig ulykkelig. Usikker. På mig selv som lærer. Som mor. Som hustru. Som menneske.

Jeg genkendte det instinktivt. Angsten flød direkte gennem papiret, ind gennem furerne i mine fingerspidser og sivede iskoldt videre ind i mit hjerte.

Nu tror jeg ikke specielt meget på tilfældigheder.

Der var en grund til at det netop var den bog, den side jeg slog op på.

Jeg sad der med mine egne tårer i hænderne, og mærkede i et hjerteslag omfanget af min egen frustration. Dengang.

Og mærkede tillige lettelsen ved at kunne lukke bogen igen, og stille den tilbage på sin plads sammen med alle de øvrige sjælevogtere.

Et lille glimt. En lille reminder.

Jeg er det rigtige sted. Lige hér.

Det er nok nødvendigt med den slags påmindelser i ny og næ. Måske i de perioder, hvor eksplosionerne står i kø, og virkeligheden overstiger hvad som helst, jeg nogensinde har turde drømme om.

Jeg er lige her. Og det er godt. Det er rigtig, rigtig, rigtig godt!

Jeg kan godt se på mine seneste blogindlæg og de tætskrevne sider i notesbøgerne, at jeg er i gang med noget. Noget farvel. Noget erkendelse af,  hvor meget jeg rent faktisk har flyttet mig på de sidste 6 år.

Men.

Sent i går aftes satte jeg gamle tårer tilbage på hylden, og søvnen derefter føltes legende, let og rig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *