Glasloft


Forandringsaktivist, Kærlighed / onsdag, oktober 28th, 2015

Når alt kommer til alt, så tror jeg stadig fuldt og fast på det!

Alt dét, som vi kan mærke, der kalder på os – min elskede Fyrbøder og mig.
Det kærlige, intuitive. Det generøse. Venligheden. Omsorgen for andre.
En anden måde at drive forretning på, end vi hidtil har lært.
En anden måde at leve liv på, end det vi selv kommer fra.

Lisbeth havde fat i noget meget essentielt med sin kommentar til mig forleden. Tusinde tak for den, Lisbeth – når man sidder og fortvivler lidt er det så vigtigt og så godtgørende, at der er andre, som også kan se det samme som én selv!

Jeg tror fuldt og fast på det.

Der er en grund til at vi gør de ting vi gør. Vi skal noget vigtigt sammen, ham og jeg.
Jeg kan godt se det – eller i hvert fald konturerne af det –  men samtidig er jeg også pisse bange for det.

Især, når jeg sidder her i min vindueskarm og funderer over stress og depressioner.

Vi har besluttet os at gøre noget, som man ikke bare lige kan tage et kursus i. Noget, som faktisk er så megasvært at beskrive med ord, fordi det nok i virkeligheden ikke rigtig lader sig indfange.
Det nærmeste jeg kan komme det lige nu, er nok i virkeligheden at kalde det kærlighed.

Det har kostet, ja.

Det koster, når man øser af sin kærlighed og øser af sin kerne. Sætter sig selv på spil.

For når man ikke ‘lykkes’ – og det er faktisk uanset om det er de omkringliggende normer eller ens eget forkerte selvbillede man måler ud fra – så er det jo én selv, éns kerne, éns egen kærlighed man ikke lykkes med.

Det er dér min bekymring ligger. Dér jeg bliver bange.

Min dejlige veninde og verdens bedste coach, Lykke, ville formentlig smile til mig, og vente på at jeg selv når frem til, at det er glasloftet jeg støder imod lige nu.

(Jeg både elsker og hader, når hun får ret 😉 Og det gør hun faktisk ret tit!!)

For jeg ved jo godt, at jeg bliver bange, fordi det er rigtigt, det vi er i gang med.

At den vej vi har valgt at gå forpligter. På den gode måde.

At det bliver mere og mere umuligt at gemme sig bag noget som helst – som vi nærmere os med små, men fast skridt.

Noget ægte. Noget meget, meget kærligt og kompromisløst.

Vi gav hinanden hånd på det, dengang, for snart et år siden
– det som lyder dejligt og smukt, når man er glad og tingene ser lyse ud, men som kan føles svært og umuligt, når hverdagen og projekterne ikke helt arter sig, som man havde forventet.

Jeg er stødt på det her glasloft før – og har givet op, kan jeg godt se nu.

Jeg har ikke tænkt mig at give op. Det er måske dér jeg alligevel har haft ret, når jeg har sagt til mig selv, at jeg aldrig ville derhen igen.

Jeg giver ikke op denne gang. Ikke på vilkår!!

Der er virkelig noget jeg skal lære af det her.
Noget, der handler om at turde stå selv, turde bryde gennem glasloftet – og ikke falde tilbage i stressen som en forsvarsmekanisme, når jeg støder på ubehaget og når jeg bilder mig ind, at vi ikke ‘lykkes’.

Det er jo kærlighed, for pokker!!

Det er en overbevisning, om en måde at leve vores liv på – både det personlige og det professionelle – der ligger så dybt forankret i mig, at jeg ikke kan stikke af fra den.

Det er også derfor det gør ondt, tror jeg. Fordi det er SÅ vigtigt.

(Visited 4 times, 1 visits today)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *