Der er altid et valg!

Der er et valg.
Det er der altid. Spørgsmålet er bare, om man nogensinde kommer dertil, hvor man opdager at valget findes.

Der er et valg. Det er der.

Valg er sådan nogle besynderlige størrelser. Det har jeg tit funderet over.
Nogle gange kan det føles som om man har et valg i situationer, hvor man overhovedet ikke har.
Og andre gange tror man, at man ikke har ét eneste valg – fordi man ikke kan se de ligger lige for fødderne af én.

De største og vigtigste valg jeg har truffet i mit liv er blevet truffet – bare lige sådan.
Uden tøven. Uden bekymring. Nærmest uden valg.
De væsentligste valg valgte altid sig selv. Intuitivt. Valgfrit, kan man næsten sige.

Og andre ret ubetydelige beslutninger har fyldt så overvældende, tankevridende meget, at propertionerne sprang fuldstændig af led, og valget til sidst føltes ufrit og umuligt.

Jeg har ofte valgt at fundere mere over dét at vælge – end selve valget.
Jeg har alt for længe valgt at søge tilflugt i den usunde, ulogiske, men velkendte stress.

Jeg troede ikke der var et valg – men det er der.
Jeg vælger i stedet glasloftet. Fandenivoldskheden. Sårbarheden. Og menneskeligheden.

Det er fuldstændig valgfrit.

Men mest bare frit. Frit valg.

(Visited 1 times, 1 visits today)