At have en far, der kan flyve


Hverdagsjunkie, Kærlighed / onsdag, juni 24th, 2015

Der var dengang, hvor han bildte mine drenge ind, at der var tigere inde i skoven bag huset, og de i flere år ikke turde gå derind alene.

Der var også dengang, hvor jeg blev student, og hvor han forærede mig en ‘Frøken Jensens Kogebog’ i studentergave.

Der var dengang til julefrokosten hvor snapsen var både rigelig og våd, og hvor de pædagogise diskussioner bølgede frem og tilbage. Og til sidst fik han nok (formentlig fordi han ikke fik ret), og rejste sig resolut fra bordet og udbrød, at “Hvis der ikke er nogen, der gider diskutere ordentlig, så går jeg fandme i seng”.

Der var dengang, hvor det godt kunne ske det kunne knive med en gaffel, og hvor skal du Hen’rik, jeg skal ned I’talien og gi’rafferne to’mater.

Der var også dengang, hvor han ville demonstrere overfor hele sine måbende børneflok hvor højt han kunne vende en pandekage i luften, og vi stor på ræd og række med næserne klistret mod vinduet, og han gik ud i haven og vendte pandekagen så højt i luften, at vi blev bange for om den nogensinde ville komme ned igen.

Der var også dengang, hvor han besluttede sig for at lære mig at isolere.

Der var også dengang, hvor han udstyrede os med skarpe knive og træ, og synes det var verdens bedste idé, at vi gik på jagt efter de skeer, han vidste vi ville finde inde i træet.

Der var også dengang, hvor jeg blev gift og han ikke var med til brylluppet. Og dengang, hvor jeg blev gift igen, og hvor han heller ikke var med til brylluppet.

Eller dengang, hvor han altid til jul læste dét helt særlige kapitel fra Emil fra Lønneberg højt for os, om Emil, der gjorde kål på julen og inviterede alle fattiglemmerne til at komme og spise al den gode mad. Og kommandusen i ulvefælden, og Emil som nok i virkeligheden var en engel.

Der var også dengang, hvor han havde en sindsyg kat der hed Otto og boede alene uden møbler på en stor faldefærdig gård på Mors. Og købte en pakke rugbrød, en leverpostej, en lørdagskylling, en pose chips og en stor flaske Fanta, som vi levede af i de weekender min søster og jeg var hos ham.

Der var dengang, hvor han hamrede i tangenterne på klaveret, og med høj og skarp stemme udbasunerede, at “Den signede dag med fryd vi ser”.

Der var også dengang, hvor vi til en anden julefrokost var kommet til at blive hængende lidt for længe, og hvor han stod op næste morgen, og brølede “Hvem FANDEN har drukket alle mine øl???” så højt at alle – trods tømmermænd – vågnede og skammede sig.

Der var også dengang han købte en båd og døbte den Martha efter sin mor.

Der var også dengang, hvor han fandt alt sit gamle Märklin frem fra de støvede gemmere på loftet, og hev det hele ud på det store bord og byggede en kæmpemæssig togbane, som ingen af børnene måtte lege med.

Der var også dengang, hvor han altid tog telefonen med ordene ‘Ja, det hamsjel’

Der var også dengang, hvor han besluttede sig for at ville bygge en sækkepibe. Og en lut. Og en drejelire. Og en nyckelharpa. Og en kopi af en arkæologisk lur.

Der var også dengang, hvor han lavede de bedste pizzer, med den sprødeste bund som verden endnu har set.

Der var også dengang, hvor den langtidledige langhårede hippie pludselig var blevet til en lektor med en cand.pæd i sløjd.

Der var dengang, hvor telefonen altid ringede om søndagen, fordi han bare lige skulle høre til os allesammen.

Der var også dengang, hvor han hang som en lillebitte fugl højt oppe under himlen, fastspændt i sit seletøj og med dragen på ryggen som et farvestrålende fabeldyr, der holdt ham fast under sin bug, og jeg stod nede på jorden og synes han var så utrolig langt væk, og kneb øjnene sammen og tænkte, hvor underligt det var at have en far, der kunne flyve.

(Visited 6 times, 1 visits today)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *